99 / 182
96
i Behold og spillede udmærket L ’hombre; men han skændte
stadig med en Oldings Arrigskab paa sin Sønnesøn, den
elskværdige Fætter Marcus, hver Gang han dummede sig i
Spillet. — Ellers var Tonen i Hjemmet munter og utvungen
som saa tit hos det højere Bourgeoisi.
E t helt andet Præg bar det andet Hjem, hvor Tante Asta
og jeg kom lige saa ofte, nemlig hos Kontorchef, Kancelli-
raad C.
E. F. Reinhardt
paa St. Knuds Vej. Han var gift
med Mors yngste Søster, den blide Tante Emilie med de
smukke Øjne. Her maatte alting rette sig efter Husherrens
Vilje, og det forundrede mig, at denne begavede Mand,
der i Birkerød viste sig som den livligste og elskværdigste
Selskabsherre, hjemme hos sig selv var saa bitter og van
skelig, a t det øjensynlig øvede et stærkt Tryk paa hans
Kone og Børn. — Ingen vidste dengang, at det var en sni
gende Hjernesygdom, der gjorde ham saa pirrelig. Nogle
Aar senere blev han blind og lam, og da han dog bevarede sin
Forstand, blev hans sidste Leveaar en meget svær Tid for
ham og hans Omgivelser. Men det var opbyggeligt at se,
hvorledes han under dette tunge Kors lærte at bøje sin Vilje
og tage sin Skæbne af Guds Haand. — Naar Onkel Rein
hardt skændte paa sine Sønner, følte jeg det, som om det
gjaldt mig selv, da jeg ingenlunde opførte mig bedre end de.
Jeg sad med stive Øren ved Bordet og blev først fri igen,
naar vi slap op paa Drengenes Kvistkammer, hvor vi havde
det dobbelt muntert bagefter. Husets ældste Søn, Erik, var
opkaldt efter Far og født paa Mors Fødselsdag den 18. Maj
1859, en god Maaned før mig. Han var en prægtig Fyr, og vi
kom brillant ud af det med hinanden. Men jeg kunde nok
mærke, a t en altfor streng Opdragelse virker til, at en livs
kraftig Dreng tager sig Friheder paa egen Haand, naar han
er udenfor Opsigt.
Ganske anderledes fri og gemytlig var Tonen i Tante
Sophies Hjem. Hun var gift med sin Fætter, Skibsfører