104 / 182
101
Mit Tankeliv kendte hun ikke meget til og følte ingen
Sympati for de grundtvigianske Meninger, jeg nu og da
røbede. Hun betragtede vel nærmest min mutte Opførsel
som Tegn paa, a t jeg manglede ydre Dannelse, og satte sig
derfor den Opgave at meddele mig den Politur, som kræ
vedes af et ungt Menneske, der skulde færdes i det køben
havnske Selskab. Dette praktiserede hun ved smaa skarpe
Rettelser af min Adfærd ved Bordet, under Samtaler i
Dagligstuen og paa vore Spasereture i Gaderne. — Men
herimod reagerede jeg trodsigt ved med Vilje at gøre mine
Manerer mere ubehøvlede, end de var af Naturen, og ved at
stemple de vedtagne Regler for dannet Omgang som uægte
Fagter. — Jeg mindes med Skamfuldhed de Sammenstød,
med ubeherskede Ord fra begge Sider, som denne staaende
Strid fremkaldte, og jeg erkender, desværre for sent, at det
ikke var med Urette, a t hun i et hidsigt Øjeblik kaldte
mig for »en Okse«.
Højdemaalet naaede disse Skærmysler paa min Fødsels
dag, Aaret efter a t jeg var kommet til København. — Det
var aftalt mellem Mor og Tante Asta, at de i Dagens Anled
ning skulde mødes med Ungdommen fra begge Hjem til en
lille Fest i Dyrehaven. Men da alt var i Orden til Afrejsen fra
Viktoriagade, erklærede jeg bestemt, at jeg ikke vilde med,
jeg maatte blive hjemme for at repetere til Eksamen. Efter
forgæves Forsøg paa a t tale mig til Rette, kørte alle de andre
til Skoven, mens jeg blev siddende ene i mit lille Kammer.
— Jeg tror, at det er den eneste virkelig triste Fødselsdag,
jeg har oplevet i mit lange Liv. Jeg husker grant, hvorledes
jeg sad mutters ene og gumlede paa »en rar, sparsommelig
Kage«, som Mor havde sendt mig, mens Taarer af den
værste Slags, fremkaldt af Medlidenhed med mig selv,
trillede ned paa Kagen, der var noget tør. — Enten jeg
tænker paa min egen Taabelighed eller paa mine kære
Slægtninges Fest uden Fødselsdagsbarnet, maa jeg erkende,