105 / 182
102
a t denne Tildragelse var et sørgeligt Tegn paa, hvor dybt
jeg var sunket i sygelig Selviskhed i disse vanskelige Over-
gangsaar.
Med alt dette maa man dog ikke tro, at jeg stod Fare for
a t drukne i Surmuleri. Det lyse Syn paa Livet, som jeg har
faaet i Vuggegave, bar mig over enkelte Øjeblikkes Mismod.
Jeg havde naturligvis ogsaa mange fornøjelige Timer i
Tante Astas Pensionat, og der var meget andet i de Aar,
som jeg nød med Glæde. — Men den dybeste og bedste
Modvægt mod Fortabelse i egenkærligt Grubleri fandt jeg
ved det kristelige Fællesliv, der mødte mig i
Vartov.
Jeg havde jo allerede i flere Aar sværmet for gamle Grundt
vig. Jeg havde endog skrevet et Digt til hans Ære, da han i
1871 holdt sit 60-Aars Præstejubilæum. Det var i en barnlig
Efterligning af hans egen Stil, men vidner dog om, hvor
meget jeg havde tilegnet mig af hans aandelige Tankegang.
— Da jeg kom til København i August 1872, levede »den
Gamle« endnu, og det var en given Sag for mig, a t jeg vilde
være hans Tilhører. Men jeg gav mig for gode Stunder der
med, da jeg var overbevist om, a t han vilde blive hundrede
Aar. Alt hos ham var i mine Øjne helt og storladent, ud
over de almindelige Maal for Menneskelivet. — Jeg kom
derfor ikke i Vartov de to første Søndage, jeg var i Byen.
Og saa døde Oldingen, den 2. September, uden at jeg nogen
sinde fik ham a t se. Jeg vilde maaske heller ikke have faaet
et Indtryk af ham, der svarede til det herlige Billede, jeg i
min Fantasi havde dannet mig af den store aandelige Høv
ding.
En Dag, da jeg gik hjem fra Skolen, saae jeg udenfor
Hovedbanegaarden en stor Skare af alvorlige Mænd og
Kvinder. Det var dem, der agtede sig ud til Køge for at
følge deres gamle Præst til hans sidste Hvilested derude paa
»Aasen«. — Jeg har altsaa bogstavelig ta lt kun set Snippen
af Grundtvigs Ligtog. Og jeg har siden tit tænkt paa, at