109 / 182
106
skolen dengang ganske godt til sit Ry som Landets Møn
sterskole. De fleste af Drengene i min Klasse kom fra vel
havende og ansete københavnske Hjem og bar Præg af den
Dannelse, de dær havde faaet. Mange af dem er senere selv
blevet ansete Mænd i vort offentlige Samfund. Der var
ingen Raahed og umoralsk Snak iblandt dem. I det mindste
kom det aldrig mig for Øre. Og selv de Abekattestreger,
hvormed vi krydrede det daglige Livs Trivialitet, gik sjælden
videre, end a t Lærerne kunde bære over dermed. — Slags-
maal, som jeg var vant til fra Birkerød, var her en stor
Sjældenhed. Men Drilleriet var til Gengæld meget udbredt
iblandt os.
Skønt jeg kom ind i Flokken som en Ugle mellem Krager,
lærte jeg snart at skræppe med de Fugle, jeg var iblandt,
og jeg er bange for, at jeg i Virkeligheden blev en af de
værste til at tirre sindige Kammerater med smaa Spydig
heder og idelig gentagne Øgenavne. — For en finere moralsk
Opfattelse var dette en slem Forsyndelse, som længe blev
hængende ved mig, og som jeg tit har haft Ulempe af i mit
senere Liv. Men det maa undskyldes med, at det var en
Slags Krigsmaling, hvormed jeg dækkede mig for ikke at
saares i mine dybere Følelser.
Samlivet i Skolen fik derved Præg af et vel gennemført
Skuespil, hvori hver gav sin Rolle. For mit Vedkommende
skete dette temmelig bevidst, da jeg i Grunden stadig følte
mig som paa en fremmed Scene. — Men jeg fik dog et Par
gode Venner i mine Klassekammerater Johannes Lunddahl,
der var en Præstesøn fra Landet ligesom mig, og Laurits
Kolderup-Rosenvinge fra København. De to var fri for alt
paataget Væsen, og med dem stod jeg paa en mere naturlig
Fod, især naar de besøgte mig hjemme i Birkerød.
E t Aarstid efter, at jeg var kommet til København”skulde
jeg konfirmeres, og Far bestemte, at jeg skulde forberedes