111
dansede sammen, løb paa Skøjter, spillede Dilettantkomedier
og morede os herligt. — Det kneb for mig, naar jeg sad paa
mit Kammer over en dansk Stil, at høre de andres muntre
Kommers uden a t kunne løbe ud til dem.
Jeg var nu i den Alder, hvor en ung Mand ikke kan blive
uberørt af kvindelig Ynde, og jeg maatte da ogsaa opleve
at blive alvorlig forelsket i en halvvoksen Pige, som var i
vort Hjem. Hun var slank og smidig med dejlige blaa Øjne
og kruset blond Haar, der laa ned over hendes Skuldre. Af
Væsen var hun meget yndefuld, men tillige skælmsk og
satirisk. Hun foretrak Drengeselskab og fulgte os med Be
undring paa vor raske Færd i det fri. Især sværmede hun for
mig, og jeg troede for vist, a t vi engang skulde faa hinanden.
Men da hun blev voksen, kom hun bort fra vor Kreds og blev
siden gift med en begavet Mand fra en anden Lejr inde i
København. — Hendes Minde er mig endnu dyrebart.
Med de andre unge Piger pjattede jeg vel en Del. Den
skabagtige Tone, jeg havde tilegnet mig i Latinskolen,
kunde jeg heller ikke aflægge overfor dem. Derimod var
der ingen letsindig Flirt mellem os, alene af den Grund, at
jeg var altfor genert til nogen Slags ydre Tilnærmelser. Det
gaar vel an at sige, hvad der er sandt, at jeg aldrig har
kysset nogen ung Kvinde eller vidst, hvordan man skulde
bære sig ad dermed, før jeg blev forlovet med hende, som
nu er min Hustru. Men jeg maa tilstaa, at jeg i min Fantasi
legede en Del med de Følelser, jeg ikke kunde eller vilde
vise i det virkelige Liv.
Min gamle Veninde Todie var ikke længer i Præstegaarden.
Hun havde, med god Støtte fra Mantzius, begyndt et Børne-
asyl i Birkerød, som den voksende Arbejderbefolkning
gjorde Brug af. Og denne Gerning var hun udmærket egnet
til. Hun vilde selv mene, at det havde forberedt hende der
til, at hun havde været min Fostermor, da jeg var lille. — I
Asylet havde jeg et kært Tilholdssted. Dær samledes tit en