111 / 182
108
Drengene fniste og hviskede til hinanden. Ja , der foregik
endog et Bombardement med Smaasager tværs over Gulvet
bag Provstens Ryg, uden at han opdagede det. Kun en
enkelt Gang, da en vildfarende Katekismus faldt ned med
et Klask midt paa Spisebordet, standsede han brat og sagde
uden kendelig Vrede: »I skal være skikkelige, Børn!«
Jeg tror, han satte særlig Pris paa de faa, hos hvem han
fandt nogen forstaaende Opmærksomhed. — Da jeg sidste
Gang var hos ham, medbragte jeg et Brev fra Far med 20
Daler i Honorar. Men han slog afværgende ud med Haanden
og sagde med et venligt Sm il:
Clericus clericum non decimat.
(d. v. s. »Præster tager ikke Tiende af hinanden«). Jeg maatte
beholde Pengene, og da jeg sagde Farvel og Tak, sagde han
til mig: »Kan du sige til din Far, at du har været en god
Dreng!« — Den Hilsen turde jeg af Beskedenhed ikke over
bringe. Men jeg tror nok, Far blev glad ved at faa Pengene
tilbage. Han forklarede mig fornøjet de latinske Ord, som
jeg nok kunde huske, men ikke rigtig havde forstaaet Me
ningen af. — Hvad jeg bedst mindes af Fogs Undervisning,
er de etiske og filosofiske Strøtanker, han fremsatte. Men
jeg husker dog ogsaa, at han fortalte Træk fra sin Sjæle-
sørgergerning, som vidnede om alvorlig Kristendom.
Min Konfirmation foregik i Begyndelsen af Oktober 1873
hjemme i Birkerød Kirke, hvor jeg blev stillet op mellem
Fars andre, temmelig lavstammede Konfirmanter. — Jeg
kan ikke sige, at denne Ceremoni fra Christian den Sjettes
Tid fik noget dybere kristeligt Værd for mig, undtagen der
ved, a t jeg fra nu af kunde være med til Altergangen. —
Heller ikke i borgerlig Henseende blev Konfirmationen skel
sættende i mit Liv. Jeg havde i Forvejen regnet mig selv for
voksen. Men andre gjorde det vist først en god Tid senere.
Dertil kom, at min Skolegang naturligvis fortsattes uden
Forandring. — Helt anderledes maa det være for de mange,
der holder op at gaa i Skole efter deres Konfirmation og