103 / 182
100
lidt vanføre Legeme. Kun hendes friske, rødmussede Ansigt
med de straalende Øjne bragte Bud fra Sjælen, som sad i
Skjul derinde.
Hun var en Mester i a t omgaas de unge Studerende,
som var hendes Pensionærer, og lede den muntre Samtale
ved Bordet, mens hun med smaa, tilsyneladende uskyldige
Bemærkninger forstod a t rette deres Fejl. — Min Fætter
Carl Bech fra Slagelse, der læste til Ingeniøreksamen, var
med sit elskværdige, milde Væsen en god Støtte for hende
overfor det øvrige Selskab. — Den syttenaarige Henrik
Crone, der studerede paa Landbohøjskolen og siden blev
gift med min muntre Kusine Christine Bech, var mærkelig
tavs og blev drillet lidt derfor af Tante Asta. Men han var,
trods sin Ungdom, en mandig Karakter, som vi alle havde
Respekt for. — Hertil kom i 1873 to nybagte Studenter fra
Vejle: den alvorlige Filolog H. P. Hansen (Hoff), der endte
som Rektor i Nykøbing paa Falster, og den pudsige lille
Theolog med kridhvidt Haar, Peter W ittrup, der var naivt
optaget af sin egen Person og af det muntre Liv i Studenter
foreningen.
Blandt disse voksne Mennesker gik altsaa jeg som en op
løben trettenaars Dreng. Henrik Crone, der kun var fire
Aar ældre, sagde »du« til mig, mens jeg sagde »De« til ham.
De andre fandt det naturligt, eftersom de regnede mig for at
være Barn endnu. Men jeg ærgrede mig derover, da jeg i
mit stille Sind ansaa mig for jævnbyrdig med de voksne
Pensionærer i personlig Udvikling. Jeg har med dette i
Minde altid vogtet mig for a t behandle Drenge i Overgangs
alderen fra oven ned. — Af Krop var jeg ogsaa allerede den
gang nogenlunde voksen. Men jeg manglede Evne til, trods
min udprægede Selvstændighed, at gøre mit Indre gældende
i min ydre Optræden, og fik derfor et kejtet og indesluttet
Væsen, der sikkert voldte min gode Tante megen Bekym
ring og Ubehag.