96 / 182
93
Slægtninge. Til den anden Side kunde man følge Storbyens
Vækst. Der blev lige overfor os opført et nyt femetages Hus
i Viktoriagade, og jeg fulgte spændt med Haandlangernes
haarde Slid, naar de kravlede op ad de lange Stiger med en
vældig Bunke Mursten paa Ryggen. Paa den aabne Fælled
ud til Stranden var der gerne et Mylr af Nabolagets Børn.
Jeg var flere Gange om Vinteren ude a t løbe paa Skøjter
paa nogle smaa Damme, omgivet af en Flok skrigende og
nærgaaende Gadedrenge.
Paa min daglige Vej til Skolen kunde jeg følge Arbejdet
med Nedrivningen af Voldene om den gamle By. Arbejds-
mændene krøb som Myrer i lange Rader med deres læssede
Trillebøre op og ned ad de gennembrudte Voldsider. Ved
»Halmtorvet« (Raadhuspladsen) laa de ærværdige Volde dog
endnu urørte med deres Træer og Møller. — E t andet op
livende Syn var »Trommesalen« paa Hjørnet af Vesterbro
gade og Gamle Kongevej, med aabne Folde, fyldte af bræ-
gende Lam og Kalve, som Prangerne tingede om. — Der
efter fulgte Banegaarden med den smukke store Bue
hvælving. Jeg standsede tit et Øjeblik ved Jerngitteret for
at se et Lokomotiv blive vendt paa Drejeskiven. Og saa gik
Vejen videre ad Vesterbros Passage med Frihedsstøtten og
de brede grønne Alleer. Paa højre Haand laa den ny Indu
striudstillingsbygning. Udstillingen i 1872 besøgte jeg nogle
Gange og mindes derfra især den stærke Lugt af Chokolade,
som fyldte Hovedhallen. Lige over for laa der en Kafee
med Træer om, hvor »National« nu findes. — Over »Halm
torvet« kom jeg ind i Vestergade, hvor de dybe Gaards-
pladser med Bøndervognene tildrog sig min Opmærksomhed.
Jeg vidste ogsaa, at Oehlenschlager havde boet i en af disse
Gæstgivergaarde i sin fejre Ungdom.
Selve Hovedstadens Larm og Glans overvældede mig ikke.
Vi Birkerødder var jo vante til at gæste den. — Mantzius
tog mig en Gang, da jeg var lille, derind i Ugen før Jul. Vi