91 / 182
ikke vort Selskab. Næsten hver Søndag var »alle Schellers«,
vi Unge fra Præstegaarden og enkelte af Mantzius’ Drenge,
især hans Svoger Niels Mollerup, paa Udflugter i Omegnen,
og da gik det muntert til. Jeg tror næsten, dette unge Birke-
rød-Kompagni kom for Orde i Nabobyerne for vore kaade
Løjer. Men der var intet ondt i Lystigheden, kun lidt skruet i
Stilen, som jeg vist desværre var Hovedmanden for.
Bag al'denne Kommers laa der en dybere Stemning, som
vi især kunde takke Fru Scheller for. Det var det grundtvig
ske Aandsliv, som her mødte mig i ny Form, og som smeltede
sammen med vor glade frie Færd. Alvor og Gammen i god
Samklang. — Vi dannede nu en hel lille Kreds af Grundt
vigianere i Birkerød, der havde vore Festdage, naar vi drog
sammen til Hillerød for at høre Hostrup præke i Slots
kirken.
Det var meget tidlig en given Sag for mig og mine For
ældre, at jeg skulde gaa den studerende Vej med det Maal
engang at blive Præst. Mantzius’ Skole var i de Aar en virke
lig Friskole, der ikke stilede paa nogen Eksamen. Men han
havde dog for mit Vedkommende Øje for, hvorledes jeg
kunde forberedes i de forskellige Fag til senere at komme i
en lærd Skole. — Hovedsagen var, at jeg fik lært noget
Latin, og herpaa begyndte jeg allerede i mit tiende Aar. —
Jeg kan nævne den Dato, da jeg tog fat dermed. — I Listovs
Elementarbog, som Mantzius forærede mig, staar der nemlig
med hans Haand: »Til Holger Begtrup. Begyndt den 4de
Marts 1869.«
Min første Lærer i Latin var en Student Bortig, som paa
den Tid opholdt sig i Mantzius’ Hus. Men det varede ikke
længe, inden Far selv overtog denne Del af min Undervis
ning. Han var en stiv Latiner, der »for Morskab« sad og
læste Cicero, Horats, Tacitus og Juvenal i sine ensomme