90 / 182
87
til Kirke hos ham i Frederiksborg. Men hun stillede sig ogsaa
fra første Færd i det venligste Forhold til Far og til hele
Familien i Præstegaarden. — Skønt hun selv var temmelig
stille og tilbageholden, gav hun sine livlige Børn den størst
mulige Frihed og tog paa den elskværdigste Maade imod
deres jævnaldrende Venner. — Det Schellerske Hus blev
næsten som mit andet Hjem. Der gik sjælden en Dag, uden
at jeg kom derover. Hendes ældste Søn, den senere Admiral
Christian Scheller, var Søløjtnant i København, og ham
saae vi ikke ofte. Hendes to Døtre, Elisabeth og Polly, var
vel en Del ældre end mig, men med dem levede jeg paa en
aldeles kammeratlig Fod. Og de to yngste Sønner,
Johannes
og
Poul
, som henholdsvis var et Aar ældre og halvandet
Aar yngre end mig, blev snart mine bedste Venner.
Johannes og jeg sad Side om Side ved Skolebordet hos
Mantzius. Han stolede paa os, og vi var vel nok de to i
Klassen, som i Reglen kunde svare bedst paa hans Spørgs-
maal. Poul var i det yngre Hold, hvor han bl. a. blev god
Kammerat med min Broder Erik. Han var barnlig efter sin
Alder og kunde lege som en Hundehvalp. Men han havde et
ejendommeligt Vid og røbede allerede den Gang den fine
Sans for Naturen og for Menneskers Sjælepræg, der ud
mærkede ham i den voksne Alder, da han selv blev en meget
yndet Lærer ved Kostskolen i Birkerød. — Johannes var
mere praktisk anlagt. Vi kaldte ham »Bedstefar«, fordi han
trods sin unge Alder var saa god til at hjælpe sin Mor og tog
sig fornuftigt af Pouls Opdragelse uden paa nogen Maade
at være herskesyg imod ham.
I Fritiden gik vi tre utallige Ture sammen, især i Bidstrup
Hegn, hvor vi samlede Insekter og kendte en Mængde
Fuglereder. Altid havde vi nok at tale sammen om, men
aldrig førte vi grim Snak. Hvor var det trygt og hyggeligt
at færdes med dem, der ligesom jeg syntes ilde om de andre
Drenges Raaheder! — Elisabeth og Polly forsmaaede heller