93 / 182
90
dommen i en vis Modsætning til hans mere gammeldags
Anskuelser. — Men jeg har senere erfaret, at mange af
de Betragtninger, han fremsatte, sank dybere i mit Sind,
end jeg i Øjeblikket anede. Ja , jeg har ofte følt med Tak
nemlighed, at hans fortrolige Ord har grundlagt noget af
det allervæsentligste i min religiøse Tænkning.
Det var ellers ejendommeligt for disse Samtaler, a t Far
aldrig t^lte direkte formanende til mig. Han behandlede alle
Spørgsmaal med en vis kølig Objektivitet. Han lignede
J. P. Mynster og flere af den gamle rettroende Skole deri,
at han næsten ikke turde tale rent ud om det, som var ham
helligt. Han skjulte dog aldrig sin Tro paa Kristus. Men han
sagde tit, at al »Propaganda« for Kristendommen var ham
imod. E thvert Menneske maatte helst opleve den ad sine
egne Veje. E t udpræget Frisind i aandelig Retning var en
af Fars allersmukkeste Egenskaber. — Dette Samliv med
Far hører til de bedste Minder, jeg har, fra Slutningen af
min Barndomstid i Hjemmet.
Fra jeg var ti Aar gammel, blev det drøftet, hvor jeg
skulde sættes i Latinskole. Far foretrak Frederiksborg, hvor
han selv havde gaaet, og hvorfra der var bedst Udsigt til
at komme paa Regensen. Men Mor holdt paa København,
hvor jeg kunde komme i Huset hos hendes ugifte Søster,
Tante Asta. Og hendes Mening sejrede. — Dernæst blev
det overvejet, hvilken af de københavnske Skoler jeg
skulde indmeldes i. Far tænkte især paa »Haderslev Læreres
Skole«, hvis Rektor, S. B. Thrige, var Svigersøn af Fars
Kusine, Jakobine Tauber. Men en Dag fik vi Besøg af
Fars gamle Ven Præsten P. C. Garde fra Søborg. Han for
talte, a t han havde faaet sin Søn Georg optaget i Metro-
politanskolen og forsikrede, a t det var den bedste Latin
skole i København. Dette afgjorde Sagen. Mantzius skaffede
sig Metropolitanskolens Program, og min Undervisning i
Aaret 1871-72 blev anlagt derefter, saa jeg kunde følge med