85 / 182
82
Poesi, som Digterne frembringer. — I dette Rige har jeg altid
siden fundet mig ret i mit Es. Jeg er hverken anlagt for
streng Videnskabelighed eller for skabende Fantasi. Men jeg
trøster mig ved, at der midt imellem dem, eller rettere sagt,
ovenover dem begge findes en Aandens Verden, som netop
er bedst tilgængelig for den historisk-poetiske Sans, og som,
trods »alle de Dødes Muk«, har mere med sandt Menneskeliv
at gøre end den rene Kunst og den nøgterne Videnskab.
Mantzius paavirkede ikke alene os Børn ved sin overvæl
dende Myndighed i Skolestuen. Han kom ogsaa til a t tage
Del i vor Opdragelse den øvrige Tid af Dagen, da han var
sammen med os ved alle Maaltiderne og i det hele havde
vundet sig en Plads i Familien som en af dens egne. — Her
maa man sige, at han udfoldede sin rige menneskelige Natur
paa den smukkeste Maade. Han følte sig sikkert hjertelig
bundet til vort Hjem, og der kan især ikke være Tvivl om, at
hans Kærlighed til os Børn var varm og ægte. Det var aaben-
bart hans Hensigt som en trofast Husven at hjælpe mine
Forældre med at gøre Livet i Hjemmet lykkeligt og lærerigt
for de Smaa. Derved kom han til at øve en Indflydelse paa
vor Udvikling, som næppe stod tilbage for Fars og Mors.
Han var som den tredje Stormagt i Huset og beklædte denne
Plads med megen Takt og Elskværdighed.
Overfor Far viste han altid sømmelig Ærbødighed. Men
da Far selv aldrig dominerede og tilmed for det meste op
holdt sig i sit Studerekammer, kom Mantzius til at fylde
noget af den Plads, der ellers plejer at være forbeholdt Hus
herren. Han og Mor var dem, der fortrinsvis førte Ordet
baade i Spisestuen og Dagligstuen. Og det var let a t se, hvor
megen Fornøjelse de havde af hinandens Selskab. Den
Trang, Mor havde til en livlig og aandrig Konversation, blev
her imødekommet paa bedste Maade. Og Mantzius kunde
desuden bringe meget Nyt fra Hovedstadens dannede Liv
ind i vort Hjem.