77
aldrig sat til noget Arbejde med Kroppen derhjemme. Jeg
har overhovedet aldrig i mit Liv for Alvor »bestilt noget«,
som en praktisk Mand vilde sige, — undtagen naturligvis at
læse og skrive. Men dette har jeg til Gengæld drevet med
Liv og Lyst fra min tidlige Barndom.
Min Skolegang begyndte hos Mor, som lærte mig at stave.
Men jeg kom ogsaa en Gang imellem »ovenpaa« hos »Mans«,
naar han fortalte de ældre Børn noget, der kunde more mig.
Mit allerførste Minde derom er en Historie om en stor Ild.
Det maa have været Balders Baalfærd. Og saaledes blev
Bavnen tændt for mig over Nordens Oldsagn, der kom til
at lyse stærkt over mit senere Aandsliv.
Jeg længtes meget efter at komme rigtig i Skole, og dette
Ønske fik jeg opfyldt, da jeg kun var fem Aar gammel. —
Ved den Tid kom min ældste Søster Christine hjem fra
Tanterne i Fredensborg for at hjælpe Mantzius i hans Ar
bejde. Hun lærte blandt andet Børnene at synge og bragte
mange ny Melodier til at tone i Hjemmet. — I Efteraaret
1864 paatog hun sig at holde Pogeskole for mig og nogle
andre Smaabørn fra Nabolaget. De første, som blev ind
meldt i denne Skole, var Stationsforvalter Christensens Søn
Carl og hans Søster Jette, som jeg var forelsket i. — Chri
stine var en dygtig og karakterfuld ung Lærerinde. Der
gjaldt intet Broderskab i hendes Undervisning, som foregik
i det lange smalle Gæstekammer ud til Haven. Jeg synes
nok, at hun var lovlig streng imod mig. Nye Koste fejer
bedst, og det er vist ikke helt let for en Søster at være Lærer
inde for sine egne Søskende.
Men trods dette lille Tryk mindes jeg Timerne hos hende
med Fornøjelse. Jeg yndede den lille graa A. B. C., som vi
brugte, vor Tavleregning, Louise Stremmes Skrivebøger og
især de smaa Oktavhefter, hvori vi opskrev Digte, som vi
lærte med det samme. — Der var en spirende Forfatter
glæde i at fylde Side efter Side deri. — Men ikke mindst maa