77 / 182
74
med Distriktslæge Blicher i Middelfart, en tredje med Præ
sten Heiberg. Mange af Slægten led af Brystsyge. Og da
Johan var blevet Student, fik han den ogsaa. Han kunde
derfor ikke fortsætte sine Studeringer, men maatte for sit
Helbreds Skyld ud paa Landet. Sygdommen blev dog aldrig
overvundet. I de Aar, han var hos os, spyttede han tit Blod
og var flere Gange Døden nær. Han var dog i andre Hen
seender en meget kraftig Natur og blev ved sit forsigtige Liv
under god Forplejning en svær Mand, der ved første Øje
kast saae ud som Sundheden selv.
I Præstegaarden fik han det store solrige Kvistværelse til
Dagligstue og Skolestue, med et lille Sovekammer ved Siden
af, mens en fire-fem af de fremmede Drenge boede i den
rummelige Stue mod Nord ud til Haven. — I denne op
højede Del af vort Hus raadede Mantzius som Enehersker og
kunde alene ved sit meget myndige Væsen holde streng Ro
og Orden over de Børn, som gik i Skole hos ham. Han var i
høj Grad imponerende af Ydre. Over hans brede Skikkelse
ragede hans store Hovede op med mørkt Haar, som faldt
smukt, og et rødt Fuldskæg. Men den største Magt øvede
han ved sine mørkeblaa Øjne, der glimtede bag Brillerne og
snart kunde være meget hvasse, snart forunderligt vindende,
naar han saae kærligt paa os. — I sit Væsen var han for det
meste rolig med sikker Myndighed. Men han havde den Fejl,
at han let kunde blive hidsig, og da syndede han tit, fordi
det ikke blot var Dovenskab, men ogsaa uforskyldt Dumhed
hos Drengene, som opbragte ham. I den Tilstand slog han
ofte Børnene, men endnu oftere brugte han den skærende
Satire, hvori han var en stor Mester, men som gør et Barn
mere ondt end et Par kraftige Lussinger.
Dette gik ikke ud over os Søskende, da vi ikke irriterede
ham ved Dumhed. For os var han en udmærket Lærer og
hjertensgod imod os i den daglige Omgang. Vi holdt til
Gengæld meget af »Mans«, som vi kaldte ham. Men jeg nære