75 / 182
72
de store Bedrifter, som vi under paatagne Navne (Valdemar
og Valter) øvede i Selskab med en Flok opdigtede Kamme
rater, og som gik ud over et andet Selskab af tænkte Mod
standere. Denne Herrefærd fortsatte vi fra Dag til Dag i god
episk Sammenhæng. Til andre Tider vrøvlede vi ulideligt
med smaa daarlige Vittigheder. Vi gik ogsaa lange Ture
sammen og kunde tit næsten ikke ase os hjem. Jeg mindes
Lugten af Bynke, Regnfang og Jomfru Maries Sengehalm i
de Grøfter, hvor vi hvilede ud undervejs. — Da vi havde
lært at læse, hentede vi Næring for vor Fantasi af danske
Digterværker. Vor Yndlingsbog var »Aladdin«, som vi pløj
ede flere Gange igennem i en Sommerferie. Mange Scener i
den staar endnu for mig som selvoplevede. — Disse fælles
Barndomsminder har paa en lønlig Maade bundet Eline og
mig til hinanden, skønt vore mange Modsætninger ogsaa
har gjort sig gældende i den voksne Alder. Jeg var mere
»normal« end hende. Men hun var til Gengæld mere »genial«
end mig. — Børnene i Birkerød Præstegaard var i det hele
ikke »snydt ud af Næsen paa hinanden«, ihvorvel visse
»Begtrupske« Særheder hænger ved de fleste af os.
Min yngste Broder
Erik
, som var næsten fem Aar yngre
end mig, kunde ikke paa samme Maade blive min Legekam
merat. Men han fulgte tit i Hælene paa mig og efterabede
paa en snurrig Maade mine Fagter af uskyldig Trang til
Efterligning. Han var lidt vanskelig i sin Opvækst, paa een
Gang tungsindig som Far og hjertelig som Mor. Men han
havde et godt Hovede og var allerede som lille Dreng en
Mester i at fortælle Historier, som han enten havde hørt eller
paa staaende Fod digtede med sin livlige Fantasi. Jeg har
tit beklaget, at han ikke som voksen fik gjort mere Brug af
denne lykkelige Evne. Han sang kraftigt og rent og havde,
naar han var glad stemt, en hjertelig Latter, som virkede
smittende paa os andre. — Denne sidste i Børneflokken var
vel egentlig dens Hjerteskud. Derfor er det vemodigt at tæn