78 / 182
75
de saa stor Ærefrygt for ham, at jeg dog aldrig følte mig
aldeles fri i hans Nærværelse som overfor Far eller Mor. —
Min Broder Erik var det anderledes med. Han var Mant-
zius’ erklærede Yndling og turde sige alt til ham. Mantzius
har selv fortalt mig, hvorledes Erik som lille Dreng gik ind
til ham og sagde: »Mans,
du maa love mig, a t du
aldrig vil slaa Drenge
ne!« Og det Barneord
blev ikke uden gode Føl
ger for Mantzius’ senere
Selvbeherskelse.
Direkte kom jeg al
drig til at lide noget
under hans voldsomme
Sind.Men indirekte gjor-
de det ogsaa mig For
træd. De fremmede
Drenge, som han tog for
haardt paa, blev nem
lig vrede derover, og
den Vrede indvirkede
paa deres Holdning i det
hele, saa de ikke kunde
slutte sig venligt til os
andre, men indbyrdes talte ilde om Forholdene i vort Hjem.
— Dette var det især, som kastede Skygge over nogle Aar
af mit Barndomsliv. Vore Kostgængere var vist hverken
værre eller bedre, end Børn er flest. Men deres fjendtlige
Sind mod mine Nærmeste maatte selvfølgelig pine mig, da
jeg daglig var sammen med dem, og da de ikke var bange for
at give deres Misnøje Luft i min Nærværelse. De vidste jo
godt, at jeg efter Drengeloven ikke turde sladre derom til
de Voksne.
Mantzius og Broder Erik.