82 / 182
79
for opvakte danske Børn. — Hans Sans for et smukt Sprog
var uddannet ved a t høre det kongelige Theaters store
Kunstnere. Men hans gode Smag holdt ham fjernt fra al
theatralsk Deklamation. Han læste udmærket højt uden
alt Skaberi med Omhu for en god naturlig Udtale af Or
dene.
Man vil let forstaa, a t han med disse Forudsætninger og
med sit medfødte Talent som Skolemand maatte blive en
udmærket Lærer i Dansk for Elever, der havde Anlæg for
den poetiske Side af Modersmaalet. Han læste højt for os af
Skønliteraturens Hovedværker og øvede os i det samme. Vi
lærte lange Digte og Scener af Skuespil udenad og fremsagde
dem for ham. For mange af Drengene var det til Plage. Men
for mig var det til stor Fornøjelse. Det blev, uden at nogen
tænkte derpaa, den første Forberedelse til min Gerning som
Højskolemand. Jeg kan sige med Vished, at det skyldes
Mantzius’ Undervisning, naar jeg som Taler altid har haft
særlig Lyst til at dvæle ved den klassiske danske Digtning
og gøre mig til Tolk for Tankerne deri.
Den allersidste Gang, jeg var sammen med ham før hans
Død i 1890, holdt jeg et Foredrag paa hans Skole, hvori jeg
blandt andet fremsagde et langt Stykke af en af Holbergs
Epistler. Da jeg bagefter sagde ham Farvel, trykkede han
min Haand fast og sagde: »Jeg har fornøjet mig over dit
Foredrag, Holger, men jeg maa især rose dig for den Maade,
du citerede Holberg!« Jeg maatte svare: »Ja, hvis jeg gjorde
det godt, saa veed De bedst, af hvem jeg har lært det!« —
Sjælden har jeg været saa stolt, som jeg blev ved dette Af
skedsord af min gamle Lærer, og jeg har grumme tit tænkt
paa ham med Taknemlighed som min første og bedste Lærer
i Modersmaalet.
Den logiske og grammatiske Side af Undervisningen var
mindre Mantzius’ Sag end den sproglige og poetiske. Derfor
var det vel, at han saa let blev hidsig, naar Drengene klud