79 / 182
76
Skønt jeg var den yngste i Flokken, kunde jeg let klare
mig i Skoletimerne. Da jeg var stor af min Alder, kunde jeg
ogsaa kappes med dem i Slagsmaal, Skøjteløb, Svømning og
andre Idrætter. Den grimme Snak, de undertiden førte,
havde jeg et godt Værn imod i det egentlige Hjemlivs gode
Tone. Jeg blev ikke forført til nogen Udyd derved. — Jeg
fik ingen personlig Ven imellem dem og var saa at sige altid
paa min Post imod dem. Men jeg kunde ikke fuldt ud værne
mig mod de forvorpne Ord, som de stundom brugte om mine
allernærmeste. — Sligt rokkede mig ganske vist ikke i min
kærlige Hengivenhed og Ærbødighed for Far og Mor. Men
det vakte en altfor tidlig Refleksion over mine personlige
Livsforhold og gjorde mig indesluttet i en Alder, der ellers
præges af barnlig Aabenhed. Det kunde ikke have ny ttet,
om jeg havde klaget til de Voksne over dette Uvæsen. Det
eneste virksomme Middel derimod havde været, at mine
Forældre havde opgivet hele Pensionatet, og derpaa turde
jeg aldrig tænke. Men min bitre Erfaring har lært mig, at
Folk skal være meget varsomme med at tage fremmede
Børn i Huset sammen med deres egne.
For dog ikke her at gøre Billedet for mørkt maa jeg tilføje,
at ligesaa saa trykket, som jeg var af Stuelivet med de
fremmede Drenge, lige saa muntert kunde vi tit tumle os
sammen i det fri. Det er jo med Drenge som med Abekatte.
Man skal hellere se dem i en Skov end i et Skolebur. Jeg
mindes med Fornøjelse vor Færd under aaben Himmel:
Legene i den store Gaard omkring »Svingestangen«, som
stod midt i den, eller »fra Væg til Væg« mellem Udhusene,
vor Svømning, Skøjteløb og Fiskeri i Birkerød Sø, vore
Fællesture til Bidstruphegn og Ruderskov, ja siden mile
langt til de mange smukke og minderige Steder i Nordsæl
land. — Dette Friluftsliv var en god Modvægt mod mit
efterhaanden indesluttede Sjæleliv i Hjemmet. Men det var
ogsaa sundt for min legemlige Udvikling, for jeg blev næsten