76 / 182
73
ke paa, hvorledes en altfor tidlig Refleksion i Barndommen
hæmmede hans herlige Evner i deres fri Udfoldelse.
Med hvad jeg nu har fortalt om mine Forældre, mine Sø
skende og vor trofaste Medhjælper i Huset, er Beskrivelsen
af mit Barndomshjem — desværre — ikke fuldført. Vi havde
nemlig under hele min Opvækst en lille Flok Fremmede i
Huset, og deres Nærværelse kastede adskillige Skygger over
min ellers saa lykkelige Barndomstid.
Hermed hang det saaledes sammen: Da mine Forældre
kom til Birkerød, ønskede de at antage en Huslærer for
deres Børn. Men da de vanskelig kunde bestride Udgifterne
derved, fandt de paa samtidig at tage nogle Drenge i Kost,
for at de kunde blive undervist sammen med Familiens egne
Børn. De tænkte sig vel ogsaa, at det kunde blive gavnligt
for Børnene at faa nogle Kammerater ved den daglige
Skolegang. — I Begyndelsen gik det vist ogsaa helt godt,
mens det var mine ældre Søstre, som skulde undervises
sammen med de fremmede Drenge, især da nogle af disse,
som min Fætter Marcus Bech og den noble Georg Sass fra
København, var elskværdige unge Mennesker, som vi alle
holdt af. Men da vi yngre Børn naaede Skolealderen, var
der andre Drenge i Huset, som jeg ikke kan give noget godt
Lov.
Den Huslærer, som kom til os i 1858, og som blev ti Aar i
Præstegaarden, var
Johan Mantzius.
Og det kan ikke næg
tes, at det i mange Henseender var et heldigt Valg, der saa
ledes blev truffet. Det er vist sjælden, at en Familie har haft
en saa fremragende Skolemand til Lærer i Hjemmet.
Han var født den 20. April 1834 i København som en af
de yngste i en stor Børneflok. Hans Broder Skuespiller
Kristian Mantzius var sytten Aar ældre. En af hans Søstre
blev døende viet til Digteren C. Hostrup. En anden var gift