72 / 182
69
strøm. De bragte ham mange smukke Gaver, som glædede
ham, og som vi andre Børn uden Misundelse beundrede. Vor
ejendommelige Huslæge, Søren Kierkegaards Søstersøn,
Henrik Lund, holdt meget af a t sidde og tale med ham. Han
taalte ogsaa godt sine mindre Søskendes Selskab, naar vi
ikke trættede ham ved for megen Snak og Støj. Jeg følte,
hvor velgørende det var, naar jeg fra den raske Leg i det fri
kom ind i den stille Fred, der raadede om ham. Han var klog
ud over sin Alder og from som en lille Helgen. Mor fortalte
tit om de kønne, gudfrygtige Ord, han sagde til hende.
Tilsidst fik Sygdommen Bugt med hans svage Legeme.
Han døde den 10. September 1867, kort efter at han var
fyldt ti Aar. — I de sidste strenge Dage maatte vi andre
Børn ikke komme ind til ham. Men siden fik vi at vide, hvor
ledes han lige til Døden havde ta lt om Gud i Himlen. —
Jeg har hans lille Glas, hvori han i Dødskrampen har bidt
et Skaar. Men det er et bedre Minde, at han, kort før han
døde, paa een Gang sagde til Mor: »Se, Bedstemor i det
andet Solskin!« — Hun var død af Difteritis Aaret i For
vejen.
Disse to Dødsfald virkede meget stærkt paa min ellers saa
livsglade Mor. — Jeg var tilfældigvis tilstede i Dagligstuen,
den 16. April 1866, da Far kom fra Stationen, hvor han,
formodentlig ved et Telegram, havde faaet Bud om Mor
mors Død. Jeg ser endnu for mine Øjne, hvorledes han stod
dær og meldte Budskabet med en næsten streng, alvorlig
Mine, og hvorledes Mor hældede sig over mod »Sekretæren«
og brød ud i en heftig Graad. — Bedstemor var 66 Aar
gammel, men havde været blomstrende sund, til hun blev
angrebet af den farlige Sygdom, der i kort Tid gjorde Ende
paa hendes Liv.
Endnu dybere blev Mor dog ramt ved Johannes’ Død
det følgende Aar. — Jeg syntes, hun saae mindre og magrere
ud, naar hun sad ved Spisebordet i de sorte Klæder og talte