67 / 182
64
mærkede man især, naar han messede i Kirken. Hjemme
nøjedes han til Daglig med a t nynne i sin egen Stue. Han
havde mistet Ungdommens Sangerglæde. Kun om Julen
førte han an, naar vi samledes om det tændte Grantræ i
Dagligstuen, og da var det gerne Kingos Salme, han
istem te:
Op, glædes alle, glædes nu,
Med Fryd opfylder Sind og Hu,
I Herren eder glæder!
Ingen af os Børn vil kunne glemme denne Sang om Ju le
træet, der var vor eneste samlede Husandagt. Jeg tror ogsaa,
det var en dejlig Stund for Far, som for en enkelt Gang gav
ham Barneglæden tilbage i ægte kristelig Aand. Siden sang
vi mange andre Julesalmer, men da var det gerne mine
Søstre, der sang for. Jeg behøver vist ikke at sige, hvor dejligt
det var for mig a t tage Del i denne fælles Julesang, omgivet
af al den anden Herlighed, som Julen bragte os i vort kære
Hjem.
Da jeg begyndte at gaa i Skole derhjemme, fik jeg Del i
den daglige Morgenandagt, hvormed Arbejdet blev indledet.
Vor Huslærer kunde ikke synge, han gav sit Bidrag til Op
byggelsen ved a t læse et Stykke højt af Grammlichs Be
tragtninger eller Birkedals Andagtsbog. Men min ældste
Søster Christine, som havde en ren og sikker Røst, førte
Morgensangen an og lærte os i det hele mange Melodier, f.
Eks. til Grundtvigs Salmer og fædrelandske Sange. — Vi
havde ogsaa Sangøvelser i Skolen, men naar jeg tog fat med
min stærke Røst, hed det tit: »Ti stille, Holger, du synger
galt!« — Heldigvis kunde jeg dog ikke dæmpe min Lyst til
at synge. Men jeg maatte tit, som Kong Midas’ Barber,
nøjes med at tage Bladet fra Munden, hvor der ingen Til
hørere var. — Jeg sang i Haven, eller naar jeg var ene paa
mit Kammer. — Denne Sang i Ensomheden, hvor det langt
mere var Ordene end Melodien, jeg levede i, har fulgt mig