63 / 182
60
heden af Huset havde mange smukke Bede med Roser,
Asters, Levkøjer osv. — Fuglenes Sang frydede hende. Selv
Spurvene var hendes gode Venner. Flere Gange skaffede vi
Drenge hende en Spurveunge, som hun madede og gjorde
saa tam , a t den siden, naar den fik Lov at flyve, dog kom
tilbage og aad af hendes Haand, naar hun kaldte paa den i
Havedøren.
Naar Dagens Gerning var endt, tog hun sin Skrivemappe
frem og skrev med sin let løbende Haand en Mængde livlige
Breve til fraværende Slægtninge og Venner. Eller hun gjorde
en Spaseretur med dem af Børnene, som vilde med. Da talte
hun til os om Landskabets Skønhed og de skiftende Belys
ninger paa Himlen. — Der var i hendes Naturglæde noget
af en religiøs Stemning, der svarede til Ingemanns og Boyes
Salmer, som hun særlig yndede. Derimod havde hun ikke
Anlæg for aandelige Overblik. Hendes hjertelige Fromhed
var af rent personlig Art, og det var først som gammel Kone,
a t hun med Glæde lyttede til sin Søns Tale om Menigheds
livet og den Livsoplysning, som udspringer deraf.
Fra Digternes Bøger hentede hun mange Glæder. Mens
Far, lidt gammeldags, holdt sig til saadanne skønliterære
Værker som Blichers Noveller og især Holbergs Komedier,
hvoraf han daglig læste nogle Scener under sin Middags
hvile, fulgte Mor med den nyere Literatur, som den Gang
var den sene Romantiks lyriske Digte og Familieromaner.
Af dem blev der tit læst højt om Aftenen i Dagligstuen. —
Saaledes blev mit Barndomshjem, særlig ved Mors Hjælp,
et Sæde for almindelig Dannelse i livlig Præstegaardsstil.
Men hvor meget jeg end skylder min kære Mor i Hen
seende til min Udvikling i Barneaarene, saa var der dog en
anden Kvinde, som næsten kunde kappes med hende i Ind
flydelse paa mit Liv i Hjemmet. — Det var vor Husjomfru,
Bolette Bartholdy.
Hun kom til os omtrent paa den Tid, da
jeg blev født, og hun blev i Præstegaarden, indtil jeg rejste