58 / 182
55
vist ingen af hans T ilhørere, som kunde tvivle om Sand
heden deraf. — Men da han var svagelig af Helbred og led
af meget Mismod, havde han sjælden L ivskraft til a t frem
føre V idnesbyrdet med varm Veltalenhed, skønt han hver
ken manglede Troens Overbevisning eller klare Tanker.
I mange Aar led han af Søvnløshed. Han kunde tit komme
ned i S tuerne om Morgenen og sige, a t han ikke havde faaet
det m indste B lund, og han ta lte meget realistisk om, hvor
ledes et saad an t legemligt Onde virker ødende paa Sjælens
Liv. Det lærte ham , a t a lt er Forgængelighed undtagen
Troen paa Jesus K ristus. — Men, trods hans dybe Mistillid
til sig selv og trod s hans skarpe K ritik af andre Menne
skers indre Gehalt, vidste han paa den kønneste Maade a t
holde sine mørke Tanker hos sig selv. Han var elskværdig
og mild i sin Omgængelse og gav næsten aldrig Luft for den
B itterhed, han sikkert bar paa. — Han var for sjæ letræ t til
at føre lange Sam taler. Men paa de fleste af vore mange
Gæster gjorde han dog et behageligt Ind tryk . Han modtog
dem nemlig med sto r E lskværdighed og straalende Øjne
ved deres Ankomst. Derefter tra k han sig stilfærdig tilbage
til sit S tuderekamm er og overlod Konversationen til Mor,
hvor den visselig v a r i gode Hænder. Men naar de Frem
mede endelig gik igen, viste han sig paany i Dagligstuen og
sagde dem et Farvel, der va r lige saa vindende som hans
Velkomst. — I vor hjemlige Kreds kunde han tit udvikle
en fin Humor, der lyste som et velgørende Solskin i Stuen.
Forholdet mellem F a r og Mor var godt efter m it barnlige
Indtryk. Det eneste, som kunde fremkalde mærkbar Mis
stemning, var Pengesagerne, som han forvaltede. Mor var
praktisk og rund haan det, men F ar var, som saa mange
Præster, fuld a f Næringssorg, der tit syntes mig temmelig
ubegrundet.
Selv om F ar v a r svagelig paa Sjæl og Legeme, havde han
dog en sjælden retlinet og mandig K arakter. De faa Gange,