62 / 182
59
Sind med megen Sans for Naturskønhed og poetiske Stem
ninger. Og hun føjede sine Ord vel. Den Veltalenhed, man
tillægger mig, er en Arv fra hende. Hendes Evner udfoldede
sig ret under en almindelig Konversation. Hun var da rigtig
i sit Es og førte an paa en saadan Maade, at alle blev lokkede
til at give deres Ord med i Laget. Jeg skal love for, at Snak
ken i vort Hjem gik livligt under hendes Præsidium. —
Talen gled gerne fra det ene Emne til det andet, for hun
holdt ikke af, at den udartede til altfor skarp Disput eller
kørte fast i Drøftelsen af altfor tunge Spørgsmaal. Det var
Glæden ved det muntre Samvær, som satte Præg paa Or
dene, der fløj som Fjerbolte fra Mund til Mund, men hun
var klog nok til at sørge for, at Snakken ikke udmundede i
intetsigende Vrøvl under hendes Ledelse. — Disse Samtaler
blev et ypperligt Dannelsesmiddel for Husets Børn, som frit
kunde give deres Besyv i Laget og kun fik over Næbbet,
naar de ytrede sig taktløst eller blev ved at hænge over et
Emne, som maaske optog ens Sind, men som ikke havde
Interesse for det øvrige Selskab. En Samtale om sligt vilde
hun hellere føre paa Tomandshaand i Sovekammeret, der
tit brugtes som en intim Dagligstue eller en sjælden Gang
som Skriftestol.
For Resten var Mor en travl Kone i sit store Hus. Mad
lavningen overlod hun ganske vist næsten helt til Hus
jomfruens Forsorg. Men saa var der Indkøbene, som hun
selv forestod, Tilsynet med Børnenes Tøj, som hun selv
bødede, Ordningen af den store Vadsk osv. Hvor tit har jeg
ikke set hende vandre med en Bunke Duge og Lagner helt
nede fra Strygestuen op til Fars Sengekammer, hvor det
store Linnedskab mærkelig nok var anbragt. — Hun tog
sig ogsaa af fattige Folk i Byen, som hentede Mad og Mælk i
vort Køkken, og som hun saae til i deres Hjem, hvor hun fik
en venlig Samtale med dem. — Hun elskede Blomster og
var om Sommeren meget virksom i Haven, hvor hun i Nær