66 / 182
63
som kun forstod sig lidt paa verdslig Visdom, blev en yndig
Vejleder for mig til Livet i Gud, og det saa meget mere, som
hun, i sin ydmyge Trang til selv a t komme videre paa Livets
Vej, paa en mærkelig Maade holdt Trit med mig, saa at vi
Haand i Haand kom til at dele Oplevelsens Glæder med
hinanden.
Hun aned, hvad Opdragelse vil sige,
En Kunst, som sjælden voksne Folk forstaa,
Der frem sig stiller som i Aanden rige,
At Barnet ret sig fattigt føle maa;
Da dog Opdrageren just ned maa stige
Og, trods sin Visdom, blive lig de Smaa:
En ny Metode, som først Gud anvendte,
Da os sin Søn som Menneske han sendte.
Da jeg var blevet ældre og flyttede bort fra hendes Jom
frukammer, fortsattes dog det inderlige Samliv imellem os og
holdt sig gennem hele min Barndom og Ungdom. Ja , det
varede til hendes Død. Hun er den bedste Veninde, jeg har
haft, og jeg staar i en Gæld til hende, som varer ind i Evig
heden.
Det hører til vore fælles Oplevelser i min senere Barndom,
at vi sammen naaede til en levende Forstaaelse af Grundt
vigs kristne Livssyn, og det var især hans Festsalmer, som
hjalp os dertil.*)
Jeg havde som Barn stor Lyst til at synge. Det var mit
Overskud af Livsglæde, som fik Luft derved, og det blev
efterhaanden en Udfoldelse af min Sjæls Stemninger. Jeg
havde en kraftig Røst, men desværre et daarligt Gehør og
sang derfor som oftest falsk. Mor elskede Sang og Musik,
skønt hun ikke havde noget fint Øre. Men hun sang ikke
selv. Far havde baade en køn Røst og et godt Øre. Det
*) Dette har jeg søgt nærmere at oprede i Stykket: »Hvorledes jeg
blev Grundtvigianer«, som er trykt sidst i mine »Folkelige Foredrag«
(1928).