Previous Page  66 / 182 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 66 / 182 Next Page
Page Background

63

som kun forstod sig lidt paa verdslig Visdom, blev en yndig

Vejleder for mig til Livet i Gud, og det saa meget mere, som

hun, i sin ydmyge Trang til selv a t komme videre paa Livets

Vej, paa en mærkelig Maade holdt Trit med mig, saa at vi

Haand i Haand kom til at dele Oplevelsens Glæder med

hinanden.

Hun aned, hvad Opdragelse vil sige,

En Kunst, som sjælden voksne Folk forstaa,

Der frem sig stiller som i Aanden rige,

At Barnet ret sig fattigt føle maa;

Da dog Opdrageren just ned maa stige

Og, trods sin Visdom, blive lig de Smaa:

En ny Metode, som først Gud anvendte,

Da os sin Søn som Menneske han sendte.

Da jeg var blevet ældre og flyttede bort fra hendes Jom­

frukammer, fortsattes dog det inderlige Samliv imellem os og

holdt sig gennem hele min Barndom og Ungdom. Ja , det

varede til hendes Død. Hun er den bedste Veninde, jeg har

haft, og jeg staar i en Gæld til hende, som varer ind i Evig­

heden.

Det hører til vore fælles Oplevelser i min senere Barndom,

at vi sammen naaede til en levende Forstaaelse af Grundt­

vigs kristne Livssyn, og det var især hans Festsalmer, som

hjalp os dertil.*)

Jeg havde som Barn stor Lyst til at synge. Det var mit

Overskud af Livsglæde, som fik Luft derved, og det blev

efterhaanden en Udfoldelse af min Sjæls Stemninger. Jeg

havde en kraftig Røst, men desværre et daarligt Gehør og

sang derfor som oftest falsk. Mor elskede Sang og Musik,

skønt hun ikke havde noget fint Øre. Men hun sang ikke

selv. Far havde baade en køn Røst og et godt Øre. Det

*) Dette har jeg søgt nærmere at oprede i Stykket: »Hvorledes jeg

blev Grundtvigianer«, som er trykt sidst i mine »Folkelige Foredrag«

(1928).