71 / 182
68
Men han kommanderede aldrig med mig. Han var saa blid
og fredsommelig, a t han virkede paa mig som Balder blandt
Aserne. — Han var svag fra Fødselen af, og jeg husker, hvor
let han tabte Modet. Det hører til mine første Erindringer,
hvorledes vi i 1863, inden Jernbanen kom til Birkerød, en
Gang kørte i vor Kalesjevogn ad Kongevejen til København
sammen med Mor og Anna. Paa den Tur blev Johannes og
jeg første Gang fotograferede. Jeg blev sat op paa en højrygget
Stol med rødt Plyssesbetræk, og Johannes stod ved Siden af.
Fotografen sagde, at vi skulde se paa hans Kasse, saa vilde
der komme en Hest ud af den med en Papegøje paa Ryggen.
Det gjorde jeg ogsaa troligt nok. Man ser paa Billedet, hvor
ledes jeg sidder med tykke, strittende Ben i hvide Strømper
og stirrer nysgerrigt fremad. Men Johannes staar ved Siden
af og hælder Hovedet. Han var træ t og grædefærdig. —
Det er vemodigt at se Modsætningen mellem den raske og
den sygelige Dreng paa dette gamle Billede, som er det
eneste, vi har af Broder Johannes. — E t Aarstid efter brød
Sygdommen ud og gjorde ham ufør i det venstre Ben. Det
var en tuberkuløs Skade, som siden ogsaa angreb hans Ryg
rad. Han fik en Støvle med Jernskinner til a t støtte Læggen.
Men den var ham snart for tung a t gaa med. Efter hans
Død hang den længe oppe i vort Pulterkammer og mindede
om hans Lidelser. — Tilsidst kunde han ikke længer komme i
Klæderne, men fik en Kurveseng med Ruller under, saa han
kunde føres omkring i Stuerne og om Sommeren ogsaa kom
me ud i Haven.
Dette Sygeleje varede et Par Aar. Han led dog ikke mere,
end at han tit kunde være helt munter og vise et morsomt,
satirisk Lune, som han vist havde arvet fra Far. — Ved sit
elskelige Sind og sin fromme, tidligt modne Tankegang
gjorde han, at hans Rulleseng blev et mærkeligt Midtpunkt
for Livet i Hjemmet. Mor var mest om ham, men han fik
ogsaa Besøg af Husets gode Venner, f. Eks. Emma Hagen