73 / 182
70
grædende om sin kære Søn, hvad han havde lidt, og hvor
god han havde været. 1 mange Aar kunde man mærke, hvor
tit hun i Tankerne dvælede ved Mindet om ham. Denne Sorg
gjorde Ende paa Rosentiden i hendes Liv, men den gjorde
ogsaa hendes Sind dybere og hendes Gudstro mere inderlig.
Da hun a tter vandt sit lyse Livsmod, var der kommet mere
Ballast deri, end hun før havde haft. — Tre Aar efter Jo
hannes døde Søster Marie, 15 Aar gammel. Det var de to
Børn med bibelske Navne, som først gik bort og fik deres
vedbendklædte Grave paa »den ny Kirkegaard«, hvor Far og
Mor mange Aar senere blev jordet ved deres Side. — Den
Plet paa Kirkegaarden med den smukke Udsigt over Søen
til Præstegaarden med Kirken bag sig hører nu til mine
kæreste Mindesteder.
For mig personlig fik Johannes’ Død stor aandelig Betyd
ning. — Jeg stod øverst paa Trappen til Kvisten, hvor
Skolestuen var, da det blev sagt mig. Jeg havde ikke før
oplevet noget Dødsfald paa nært Hold og blev grebet af en
underlig dump Følelse derved. Men det rev mig ikke ud af
det daglige Livs fri Færd. Jeg skammede mig f. Eks. over,
at jeg kunde tale helt spøgefuldt med mine Kammerater, da
vi var med til at hente hans Kiste paa Stationen. Derimod
blev det efterhaanden Kilde til mere indre Alvor i min Sjæl.
Jeg troede tryg t paa, at min Broder, hvis Legeme nu laa i
Jorden, selv var hos Gud i Himlen, og dette gav mig et
Forhold til Evigheden, som jeg før ikke havde været saa
bevidst om. Saaledes kan et Barns Død blive til Velsignelse
for dets Søskende.
E t Aarstid efter Johannes’ Død var jeg selv en Dag ved
at sætte Livet til i Birkerød Sø. — Jeg var sammen med et
Par ældre Drenge gaaet ud i en firkantet Tørvepram, som
laa ved Kysten. Da vi stod og gyngede i den, gled den ud
paa Søen. En af de andre Drenge sprang straks i Vandet og
vadede i Land. Men jeg nølede lidt med at følge hans Eksem