74 / 182
71
pel, og da jeg endelig sprang ud, kunde jeg ikke bunde. — Jeg
havde endnu ikke lært a t svømme, og da Bølgerne lukkede
sig over Hovedet paa mig, troede jeg bestemt, at jeg vilde
drukne. 1 det Øjeblik bøjede jeg mit Hoved og nævnte Jesu
Navn. — Hvorledes jeg siden slap i Land, kan jeg ikke
gøre Rede for. Jeg løb hurtig hjem, og mine Tanker var nu
kun paa, a t de Voksne ikke skulde opdage min Vandgang.
Jeg klædte mig derfor hurtig om og smed det dyngvaade
Tøj ind under Sengen, for a t det kunde tørres dær. Men jeg
har tit med Glæde tænkt paa, at hvis jeg var død den Dag,
saa var jeg gaaet ud af Verden som en god Kristen. — I det
hele har jeg aldrig forstaaet den Tanke, at man skulde
være voksen, inden man kom til den frelsende Tro. Jeg kan
ikke huske den Tid, da jeg ikke kendte Troen og Fadervor,
og jeg veed bestemt, at jeg ikke har læst Guds Ord i nogen
Katekismus, før det levede i min Sjæl. Jeg var lige saa god
en Kristen, da jeg var Barn, som jeg siden har været, og har
altid følt, at hvis jeg nogensinde blev »omvendt«, vilde jeg
komme bort fra den Vej, som fører til Gud. Men jeg følte mig
visselig heller ikke syndefri i min Barndom. Jeg vidste godt,
at jeg havde gjort meget ondt, allerede som lille Dreng. Det
sidder i min Samvittighed endnu. Men derom vil jeg intet
optegne i denne Bog.
Da Johannes blev syg og sengeliggende, fik jeg en ny
Legekammerat i min yngre Søster Eline eller Litte, som hun
blev kaldt i sin Barndom, og vi to var i nogle Aar næsten
uadskillelige. Litte var en lille livskraftig Pige med hurtigt
Hovede og usædvanlig Iagttagelsesevne. Vi var meget
forskellige af Sind, og da hun, ligesom jeg, helst vilde
følge sit eget Hovede, kunde der nok opstaa Rivninger
imellem os. Men naar jeg slog hende, og hun sladrede til
Mor, fik vi begge to, med salomonisk Visdom, en lille Om
gang Ris, og derefter vendte vi, vel forligte, tilbage til vor
fælles Leg ude i Haven. — Det, som mest sysselsatte os, var