64 / 182
61
hjemmefra for at gaa i Skole i København. Da jeg var lille,
kaldte jeg hende »
Todie
« (udtalt: »Tåtle«), fordi Bartholdy
var for svært at udtale, og under det Navn blev hun siden
ved at gaa iblandt os. Fremmede kaldte hende Jomfru
Bartholdy, da hun i sin gammeldags Beskedenhed bestemt
vægrede sig ved at tituleres Frøken.
Hun var ellers af god Slægt. Hendes Far havde været Skov
rider paa Vemmetofte, og hendes Broder var kgl. Skovfoged i
Ruderskov. Hun havde kun haft ringe Skolegang og stavede
ikke fejlfrit. Men hun var godt dannet i Livets Skole. Jeg
har intet Portræ t af hende, da hun aldrig vilde lade sig foto
grafere, men jeg husker godt nok, hvorledes hun saae ud.
Hun var mager og havde et blegt, tidlig furet Ansigt. Paa
Hovedet bar hun en lille Kappe. Hendes Kjoler var af sort
eller graat Stof uden al overflødig Pynt, kun med en smal
hvid Strimmel om Halsen og Haandleddene. Hendes Frem
træden svarede til den fordringsløse, tarvelige Dragt. Men
hvor ædel var ikke hendes Skikkelse og Væsen i al sin Stil
færdighed, hvor smukt udtrykte ikke hendes Ydre det yd
myge og faste Sind, hun ejede. Der boede i dette uanselige
Legeme en Vilje, som ikke var let at rokke, men som helt blev
sat ind paa at tjene andre. Og inderst i hende bankede der et
Hjerte, som var fyldt af enfoldig Tro paa Gud.
Jeg har tit maattet tænke paa Todie ved Grundtvigs Vers
i Nyaars-Morgen om hans Barnepige Malene:
Den gamle i Gaarde,
Fuldgod ved de Smaa,
Hvem ej med det haarde
Man fik under Straa,
Men før man det tro’de
Fra bister blev mild
Og gik med det gode
Da gerne i Ild,
Saa trofast som Guldet,
Goldammen for Kuldet,
Hvoraf jeg med Asken kom sidst.