55 / 182
52
N aar jeg alligevel, fra jeg var syv Aar gammel, va r med
til a t eksercere med Trægevær og tre Aar efter blev et ivrigt
Medlem af en Sky tteforening for Drenge, saa v a r det n a tu r
ligvis under P aavirkning af den tilsvarende nationale Be
vægelse hos de Voksne i de første Aar efter Krigen, men det
gjorde mig ingenlunde m ilitaristisk af Sindelag, hverken
den Gang eller senere. — Jeg kunde som Dreng glæde mig
ved Fortællingerne om dansk H eltedaad i Fortiden, men det
v a r tidlig min Tanke, a t vor Slægt m a a tte vise sin Mandig
hed og Fædrelandskærlighed paa andre Maader end ved a t
bygge Fæstninger og gaa i Krig. Derimod delte jeg natu rlig
vis det almindelige H aab om, a t en ny Kamp mellem S to r
m agterne skulde skaffe os Sønderjylland tilbage.
Den fransk-tyske Krig i 1870—71 fulgte jeg fra Dag til
Dag i Aviserne. Jeg kan endnu fornemme, hvorledes »Ber-
lingske Tidende« lugtede af T ryksvæ rten, n aar jeg om For
middagen hentede den paa S tationen. — Napoleon den
T redje og Kejserprinsen var mine Helte. Jeg haabede, a t
deres Vej skulde gaa til Berlin, da jeg læste om den første
lille Træfning ved Saarbrücken. Men saa kom Slagene ved
Weissenburg og W ü rth ! — Den 18. August 1870 v a r der
P ræ stekonvent hos os. Aviserne havde b rag t E fterretn inger
om Begyndelsen af Slaget ved G ravelotte, der saae gunstig
ud for Franskmændene. Vi troede paa Sejr for dem. De gode
P ræ stemænd, der var samlede om M iddagsbordet, raab te
Leve for Frankrig og drak en Skaal for Kejser Napoleon i
Mors ypperlige S tikkelsbærvin. Men Dagen efter fik vi andet
a t vide. Og sn a rt fulgte det ene sørgelige Budskab efter det
andet. Pap-Kejseren blev fanget ved Sedan. Paris blev be
lejret. Hvad hjalp G am bettas Daad, da han rejste ny Hære.
Vi beundrede ham og de franske Generaler i Nord, Syd og
Øst. Men tilsidst m aa tte vi slippe alt H aab for den franske
Sag. — Bismarcks Lære om Je rn og Blod blev stad fæ stet
saa ubarm h jertig t, a t de rom antiske Drømme b rast. Den