52 / 182
de —«, som va r den første Sang, jeg lærte a t synge nogen
lunde rigtigt. Især gik det mig til Marv og Ben, naar det lø d :
De saae jeg var Holger Danske
Og ingen formummet Skælm!
Det blev en Æressag for mig a t være en rigtig dansk
Dreng, som kunde svare til det store Navn.
Det and et Navn, »Christian«, mindede mig om min Kri
stendom. Og skønt jeg i m it senere Liv ikke bruger det til
Daglig, saa har jeg altid i m it H jerte ønsket a t kunne bære
det med R ette.
Tante Christiane følte jeg mig i Barndommen særlig kn y t
tet til. Hun kom ti t sammen med T an te Frederikke paa
lange Besøg i B irkerød, og da klyngede vi Børn os til hende,
fordi hun v a r saa god til a t fortælle for os. Hun var ellers
hverken saa smuk eller saa mild som sin Søster. Der var
noget tø rt, hengem t Lærerindevæsen over hendes Person.
Dertil kom, a t hun va r næsten blind af »den graa Stær«.
Men naar hun fik os ved Haanden og under vores Vejled
ning spaserede ru n d t i den store Have, helt ned i »Lunden«,
ja, saa fortalte hun, saa vi hang ved hendes Læber. Det var
mest moralske H istorier fra det 18. Aarhundredes tyske og
franske L ite ra tu r. De handlede gerne om ellers dydige Børn,
der ved Ulydighed kom paa Afveje, men som kom hjem igen
efter a t have fo rtru d t deres Letsindighed. Disse Historier
var lovlig pædagogiske, men i hendes Mund blev de til
levende Ord for mig. Vi ly ttede spændt, og jeg kan endnu
se hendes markerede Ansigt med de stirrende Øjne, naar
det hed: »Nu blev Herm ann gromme bange, han kunde slet
inte mer finde Vej, og det var bæ lgmørkt omkring ham i
den store Skov.«
Emma Hagenstrøm , som holdt Huen ved min Daab, fik
jeg endnu mere a t gøre med til Daglig, da hun boede sam
men med sin Mor og sine ugifte Søskende i Birkerød. Hun
Holger Begtrups Levned.
4
49