54 / 182
51
da jeg v ar godt tre Aar gammel. Jeg mindes g rand t, hvor
ledes jeg med min Søster Frederikke ved Haanden gik ud
ad Kongevejen og stod ved »Dumpedalsbakke«, da Fre
derik den Syvende og Carl den Fem tende kørte forbi i en
aaben W ienervogn. De skulde v ist ud a t se til Frederiks
borg Slot, der va r b ræ nd t et halv t Aar efter min Fødsel og
nu var ved a t blive bygget op igen.
Fra det følgende Aar husker jeg godt Frederik den Sy
vendes Død. Da va r jeg over fire Aar. Jeg hørte om de
Voksnes Sorg og saae, hvorledes Kvinderne tra k i sorte Klæ
der. Men i min barnlige Bekym ring var jeg bange for, a t vi
skulde blive straffede, fordi det ovale Spejl i Dagligstuen
blev ved a t hænge i sit broget broderede Baand. Jeg troede,
alting skulde være sørgeklædt ved Kongens Død.
Saa kom Krigen i 1864. — Jeg mindes en Kone, der sad
i vort Køkken og græd over, a t hendes Søn skulde med. I
hendes Skikkelse har jeg siden set det danske Folks Hold
ning under den store Prøvelse. Der var en ung Arbejdsmand
i Birkerød ved Navn Peder Johansen , som jeg kendte godt,
da han nylig va r blevet gift med en Pige, Rikke, der havde
tjent i P ræ stegaarden . H an mistede det yderste Led af højre
Pegefinger derovre i Krigen, men va r ellers en rask Mand,
der ikke klagede over, hvad Soldaterne m aatte døje. — Vi
Drenge gik og sang en Vise, hvori det hed:
Jens var aldrig bange,
Men der
var
for mange —
Det var formodentlig en københavnsk Gadevise, men disse
Ord staar endnu for mig som et fuldgyldigt Ud tryk for
Sandheden om vor sidste Kamp for Fædrelandet. Det pren
tede dyb t ind i min Sjæl, a t vi ikke kunde staa os for Ty
skerne, og gav mig et vist Mismod overfor Verdens Magt,
som fulgte mig gennem hele min Opvækst og drev mig til
at søge T rø st og S ty rke ad indre Veje.
4
*