81 / 182
78
jeg prise den Ordenssans, som hun indprentede os under
alt Arbejdet. Den har indtil denne Dag bødet paa, hvad jeg
har manglet i kraftig Vilje.
Under denne Træning vaagnede der tidlig Lyst hos mig til
selvstændig Brug af Pennen. De mange Sange, jeg skrev af,
ildnede mig i Niaarsalderen til selv at lave Digte. Og da jeg
var elleve Aar, udarbejdede jeg et helt Værk, som jeg kaldte
»Nordens Guder«, pænt renskrevet i en Kvartbog med stift
Bind paa 88 Sider. Jeg gav Mor den i Julegave og gemmer
den nu som den første Bog af mit eget Fabrikat. — Jeg pøn
sede derefter paa at skrive en Geografi, da Arbejdet med
Landkortet fornøjede mig særdeles. Men denne Plan fik jeg
dog ikke gennemført. — Først efter at jeg er kommet op i
Treserne, er min Kærlighed til dette Emne blusset op paany.
Jeg underviser nu i Geografi paa Frederiksborg Højskole og
har for nylig udgivet en Bog om »Britisk Syd-Afrika«, som
det har fornøjet mig meget at skrive. Det er saa rart, naar
man i Alderdommen kan fuldføre noget af det, der i Ung
dommen kun blev til et mislykket Tilløb.
Imidlertid var jeg, efter Sommerferien i 1866, rykket op i
selve Mantzius’ Skole, og her skal jeg love for, at jeg fik en
Undervisning, der stemte mærkelig godt med mine særlige
Anlæg, mens den maaske nok blev et surt Slid for adskillige
af mine mere praktisk anlagte Kammerater.
Johan Mantzius var en enestaaende god Dansklærer. Han
sad inde med den æstetiske Dannelse, som udfoldede sig i
Hovedstaden, da I. L. Heiberg var den store Smagsdommer,
og den nationalliberale Bevægelse fik Udtryk i en frisk
Studenterdigtning. Gennem sin Broder Kristian Mantzius
og sin Svoger Christian Hostrup var han blevet kendt med
mange af Tidens Skønaander og Skuespillere. Men han var
ogsaa fortrolig med den lødige Guldalderdigtning fra Aar-
hundredets Begyndelse og elskede især Oehlenschlagers
Dramaer og Romancer, der saa let kan gøres tilgængelige