129 / 182
126
lille grundtvigsk Vennemøde med en Mængde Taler og
Sange. Brudgommen selv talte Gang paa Gang og var højt
begejstret.
Glansen af dette Gilde laa længe som en Glorie om Skrø-
ders Hoved. Jeg tror endog, at Mantzius tænkte paa at tage
ham til Medbestyrer. Men det varme Venskab køledes efter
et Par Aars Forløb, da det viste sig, a t den livlige Mand var
en forsømmelig Lærer og i det hele knapt havde aandelig
Valuta for de mange Veksler, han udstedte. Det endte med
et skarpt Brud imellem ham og Mantzius. Skrøder søgte
Præstekald, og da han var ude af Sagaen, sank Bevægelsen,
han havde vakt, lige saa hurtig sammen, som den var
blusset op. — Mantzius søgte nu sine Lærere fra andre
Kredse end den grundtvigske, og da der var begavede Folk
iblandt dem, fik Skolen i de følgende Aar et helt andet Præg
end før. Den fik Dimissionsret til Artium, og Undervis
ningen blev helt anlagt derefter. Men der førtes fremdeles et
interessant aandeligt Liv udenfor de fastlagte Skolerammer.
Dette skyldtes i Særdeleshed den unge Lærer P. A. Rosen-
berg, der kom til Birkerød i Fyr og Flamme for Rasmus
Nielsens Ideer. Rosenberg beundrede især Rudolf Schmidt,
som netop dengang havde vakt Opsigt med sit Skuespil »Den
forvandlede Konge«. Han fremhævede ham som Danmarks
største dalevende Digter og talte forbitret om den Ringeagt,
Brandesianerne viste ham. Nu blev Søren Kierkegaard,
Rasmus Nielsen og Rudolf Schmidt de Navne, der hyppigst
nævntes i Birkerødkredsen, og som de Unge drøftede med
mer eller mindre Forstaaelse. Da Rosenberg var et meget
livligt og elskværdigt Menneske, en udmærket Oplæser og
en glimrende Idrætsmand, blev han snart Sjælen i Skolens
Liv og fortjente at være det.
Men nogle Aar senere fik han en farlig Konkurrent i den
klarttænkende theologiske Kandidat N. H. Bang, der var
lige saa kritisk, som Rosenberg var begejstret. — Bang