130 / 182
127
sluttede sig nærmest til den moderne Realisme. Hans Ynd-
lingsdigter var Henrik Ibsen, hvis Dunkelheder han forstod
at oprede. — I det hele blev Birkerødkredsen nu mere æste
tisk end religiøs. Mantzius nød de stærke Disputer mellem
Rosenberg og Bang. Nordal Rolfsen, der slog sig ned i
Birkerød, digtede vittige Viser om de to Kamphaner. Han
sparede heller ikke »den gamle Patriark«, som selv morede
sig kostelig over Nordmandens godmodige Vid. Tonen paa
Kostskolen kom højt op i de Aar. Men som indfødt Birke
rødder var jeg ikke fri for at se lidt skævt til dette aand-
rige Væsen, der trængte vore egne, mere landlige Leveformer
en Del i Baggrunden.
Det grundtvigske Liv, som jeg nu maatte savne i Mant
zius’ Hus, fandt jeg imidlertid ny Næring for i et andet
Hjem, der aabnede sig for mig i mit Rusaar. Det var
Ho
strups
i Hillerød.
Paa Mantzius’ Anbefaling kom jeg til at undervise Ho
strups ældste Søn Helge i Oldnordisk. Jeg tog til Hillerød
en Eftermiddag om Ugen og havde flere Timers Ophold i
Præstegaarden hver Gang. — Helge Hostrup var en meget
smuk, halvvoksen Knøs paa fjorten Aar, rank og kraftig
bygget med blaa Øjne og dejligt gult, kruset Haar, som han
bar langt, da hans Mor ikke vilde have, at det blev klippet.
Han lignede i mine Øjne de unge Kongesønner, som vi læste
om i Sagaerne. Baade han og hans yngre Søskende var fri
og venlige imod mig, og deres originale indbyrdes Lege var
morsomme at se paa. — Helge og jeg læste Snorres Gylfagin-
ning og Stykker af Heimskringla, som jeg tror til fælles For
nøjelse. Men det, som gjorde mine Besøg i det Hostrupske
Hus mest værdifuldt for mig, var dog, at jeg lærte Forældre
ne nærmere a t kende.
For Hostrup havde jeg fra Barnsben den største Beun
dring. Derfor var det med Ærefrygt, jeg nu kom ind i hans
Hjem, og jeg turde ikke tale aldeles frit til ham, skønt han