131 / 182
128
var saa jævn som nogen i sit Væsen og viste mig stor Imøde
kommenhed, trods min Ungdom. — Ved Aftensbordet, som
jeg var med til, gik Talen let og frit, og vort personlige Be
kendtskab styrkede det Lærlingeforhold, hvori jeg følte
mig til ham. Hostrup blev mit Forbillede i alle Retninger.
Selv i det ydre vilde jeg gerne ligne ham. Jeg lod derfor mit
Haar vokse langt ligesom hans, og det var en Triumf for
mig, da en af Mantzius’ Lærere i Tusmørke tog fejl af os og
troede, at jeg var Hostrup.
Der er ingen af Grundtvigs Præstevenner, der har ind
virket saa stærkt paa min Livsanskuelse som Hostrup. Han
gav mine Tanker den frisindede Retning, som jeg haaber
a t have bevaret siden. Han gav mig Syn for Kristendom
mens Menneskelighed, og han viste mig Vej til Folkelivet
som den Strøm, der aldrig maa forsumpe. Allermest kom jeg
til a t beundre det Frisind, han viste overfor den unge Slægt,
og som synligt voksede med Aarene. Det har jeg altid ønsket
a t ligne ham i.
Men skønt Hostrup kom til a t betyde saa meget for min
aandelige Udvikling, virkede hans Hustru dog dengang end
nu stærkere paa mig. — Hun var som bekendt en Datter af
Digteren Hauch og havde Hauchernes varme Blod forenet
med en djærv Sandhedskærlighed, der maaske var en Arv
fra hendes mærkelige Mor. Hun elskede og beundrede sin
Mand, med hvem hun delte Tro og Livssyn. Men hun var en
stærkere Personlighed end ham. Det var vist ikke for meget
sagt af Hostrup, hvad han skrev til hende i en af sine sidste
Sange:
Du har gjort mit Halvliv helt!
Helt levede hun ud af sit brændende Hjertelag og fyldte
Hjemmet med sin Varme, mens han kastede sit milde Lys
ind deri. Hendes dristige Ord og afgørende Domme var ikke
løs Tale. De kom fra Hjertet og Leveren og kunde virke fra