137 / 182
134
havde opgivet sit polytekniske Studium for at blive Theolog,
læste nemlig til Filosofikum det samme Aar, og han var saa
venlig at indbyde nogle faa Russer til Samtaler om Rasmus
Nielsens Filosofi paa sit hyggelige Værelse paa Nørregade.
Min Kammerat Emil Thyssen førte mig med til disse Sam
taler, der gjorde det overflødigt at tage en betalt Manuduk
tør i Faget.
Briicker, som jeg ikke havde kendt før, var en højst
elskværdig Mand at gæste, og jeg blev mere begejstret for
ham end for Rasmus Nielsen. Ja , jeg kom ligefrem til at
sværme for ham, og denne halvt ulykkelige Kærlighed har
jeg altid senere bevaret. — Han var syv Aar ældre end mig
og havde ingen Anledning til a t modtage det nærmere
Venskab, som jeg attraaede. Han hørte jo som bekendt til et
udmærket Vennelag af ældre grundtvigske Studenter: Karl
Povlsen, Vilhelm Hansen, Frederik Mygind, Johan Borup,
Frits Rønning, N. Chr. Munkebo o. fl. Til samme Kreds
hørte ogsaa den unge Bagermester Jacob Marstrand. Jeg
lærte de fleste af dem flygtigt at kende, men kom naturligvis
ikke ind i deres Lag. For dem var jeg kun en ung Mand, der
tumlede med tom Logik og Dialektik, mens de for Alvor
dyrkede Aandslivet og navnlig var stærkt optagne af Ras
mus Nielsens Lære om Tro og Viden.
Jeg gjorde i mit andet Studenteraar Forsøg paa a t komme
ind i dette brændende Spørgsmaal ved a t overvære Rasmus
Nielsens Forelæsninger over Religionsfilosofien. Men jeg maa
tilstaa, at jeg kun fik grumme lidt ud deraf. — Hver Gang
Talen faldt paa »Aandsvirkelighed, d. e. Virkelighed for
Aanden« som en Modsætning til den ydre Virkelighed,
spidsede jeg Øre. Men naar Professoren saa gik videre og
talte om Underne, der kun er fattelige for Troen, skejede
han gerne ud i et lystigt Ridt paa Bileams Æsel el. lign.,
saa jeg gik Glip af den formentlige Kærne i Sagen. Desuden