141 / 182
138
Jeg kom rigtignok som en Spurv i Tranedans midt ind i et
sammenlevet Vennelag af ældre og yngre Grundtvigianere.
Jeg var, med mine atten Aar, den yngste i Selskabet og blev
lidt ugleset, fordi jeg ikke kunde lade være a t gøre nogle
smaa Løjer »i Timerne«. Min senere Medlærer, den juridiske
Kandidat Anders Pedersen skal have y tre t: »Hvad vil den
københavnske Student her? Han gør jo kun Kommers med
det hele!«Men deri tog han fejl. Livlige unge Mennesker kan
godt sidde lidt uroligt under et alvorligt Foredrag og dog
faa Gavn for hele Livet af dets Indhold. Min personlige
Erfaring i saa Henseende har mildnet min Dom over de
Højskoleelever, som ikke hele Tiden sidder andægtige, mens
man taler til dem. Men selvfølgelig dadler jeg dem dog altid,
fordi de saa ubetænksomt forstyrrer deres Sidemænd ved
deres smaa Afstikkere fra Talens Emne.
Jeg blev stærkest grebet ved at høre Ludvig Schrøders
aandsbaarne Taler om den oldnordiske Heltedigtning som
Billede paa Menneskelivet i vore Dage. Jeg fandt det sollyst
og hyggeligt, hvad Nutzhorn fortalte om Middelalderens
Folkeviser, og jeg istemte med Iver de gamle og ny Sange,
som han lærte os. Bedst mindes jeg: »Et jævnt og muntert,
virksomt Liv paa Jord —«, som dengang med Linnemans
Melodi holdt sit Indtog i Højskoleverdenen og snart bredte
sig over Landet som en dejlig Opsang for det folkelige
Aandsliv i Pagt med det daglige Arbejde. — Jeg regner
ogsaa det til min Skolegang, a t vi i Fritiden indøvede Sang
lege. Naar jeg nu hører de Unge synge: »Der brænder en
Ild, den brænder for dig, den brænder med tusende Flam
mer!« kommer jeg til at tænke paa vor glade Leg i Askov
Højskoles Gymnastiksal under dette Lærermøde, hvor Alvor
og Gammen gik saa herligt sammen.
Men næsten lige saa meget som Taler og Sange betød
Samlivet med en Kreds af Mennesker, som delte det bedste
med hinanden. Det blev min første Indlevelse i det ædle