144 / 182
141
blive en Ulykke, om man nu, efter at have set de gode
Frugter af Folkehøjskolens fri Stilling, vilde bøje dens Top
skud ind under Statens Aag. Men Nørregaard forsvarede sin
Tanke saa djærvt og fyrigt, at der virkelig skabtes Stemning
for den hos adskillige af Grundtvigs Venner. — De mere
frisindede var dog stærkt derimod. Ernst Trier vilde aldrig
gaa med dertil. Ludvig Schrøder havde heller ikke Tro til
en saadan Statshøjskole, i al Fald ikke under de daværende
Forhold i Landet. Men da han paa den anden Side selv
syslede med Tanker om at faa bygget en Etage paa Folke
højskolen, saa at den kunde komme nærmere til det høje
Maal, Grundtvig havde sat for den nordiske Oplysning, gik
han med til a t rejse Spørgsmaalet gennem en offentlig For
handling og indbød sammen med Nørregaard til det nævnte
Højskolemøde i Tivoli.
Foraarssolen skinnede stærkt gennem Koncertsalens Glas
tag paa en Forsamling af 700 Højskolevenner fra By og
Land, da Pastor C. J . Brandt som Ordstyrer aabnede Mødet
den 10. April Kl. 10 om Formiddagen. Jeg mindes endnu
Tonefaldet i hans Røst, da han sagde, at han vilde tage et
godt Varsel af det smukke Solskinsvejr, vi havde faaet den
Dag. Og der var virkelig Foraar i Luften for den Sag, der
samlede os. Men som det gaar i April, var der ogsaa aande-
lige Skyer, som hindrede fuld Klaring af det brændende
Spørgsmaal. De to Indbydere var tydeligt nok ikke enige
om, hvorledes det Fremskridt i Folkeoplysningen, som her
forberedtes, bedst skulde gøres.
Ludvig Schrøder
indledede Mødet med en meget lang Tale,
som efter min Mening var fyldt af den rette Aand, men som
især Københavnerne fandt.altfor vidtløftig og lidet tjenlig
til Sagens Fremme. Han vedkendte sig, at han ikke delte
Nørregaards lyse Tro paa en snarlig Rejsning af »den konge
lige danske Højskole i Sorø«, som Grundtvig for en Menneske
alder siden havde gjort Udkast til. Han dvælede derfor ude