145 / 182
142
lukkende ved de almindelige Grundtanker, som bærer Folke
højskolens Gerning. Men dette gjorde han paa en saa myndig
Maade, at den lydhøre godt kunde mærke, hvor Fremtiden
groede. — Der trængtes efter hans Mening til en Udvidelse
af den folkelige Oplysning efter Tidens Tarv, en højere
Undervisning i historisk Aand, som kunde retlede Ung
dommen overfor de Spørgsmaal, der var rejst i manges
Sind ved den »positivistiske« Livsanskuelse, som Georg
Brandes og andre nylig havde indført fra fremmede Lande.
— Grundtvig havde »ladet Spaastikken løbe« over alle de
Felter, som hører til et sandt Menneskeliv paa nordisk
Grund. Men nu gjaldt det om a t grave Brønde, hvor den
gamle Skjald havde viist, at der var levende Væld, og
samle det hele i større Overblik. Kun derved blev Folke
oplysningen i Stand til at optage den Kamp mellem Kød og
Aand, som aabenbart forestod. Ad den Vej kunde vi naa et
Skridt fremad mod det store Maal, som Grundtvig havde
peget paa ved sin Tale om en almen-menneskelig Aands
oplysning i nordisk Stil. — Hele Schrøders aandsbaarne
Foredrag kom siden til at ses som en værdig historisk Ind
ledning til den udvidede Højskole paa fri folkelig Grund,
der et halvt Aar efter blev aabnet i Askov. Men det var der
vist ikke mange af Mødets Deltagere, som den Dag anede.
Den næste Dag holdt
Jens Nørregaard
en kraftig Tale
om sin Plan til Højskolen i Sorø, fuld af Tillid til Sagens
snarlige Gennemførelse. Han greb tilsyneladende Spørgs-
maalet anderledes praktisk an end Schrøder. Han gav endog
en Fremstilling af den ny Skoles Arbejdsordning i alle
Enkeltheder, og da han sluttede med en stærk Appel til
Handling, hilstes han af et bragende Bifald fra den begejst
rede Forsamling. — Men jeg lærte den Dag, at en stor Sag
fremmes bedre ved jævne Skridt paa Livets Grund end ved
et flot Program, som man vil trumfe igennem. Jeg skønnede
allerede dengang, at Schrøder ikke alene var mere grundt