140 / 182
137
skabsmand. Men det var i mine Øjne en vissen Krans at
række efter. Det kunde umulig være tiltalende for en ærger
rig Yngling i Slutningen af Halvfjerdserne, da det hørte til
Tonen hos opvakte Studenter at spotte den gammeldags
Theologi, der stod som en middelalderlig Levning midt i
den naturalistiske Videnskabs sejerrige Gennembrud i de
andre Fakulteter. — »Brandesianernes« Haan var her ikke
afgørende for mig, da den tydelig nok ogsaa vendte sig mod
selve Kristendommen, som jeg for alting ikke vilde opgive.
Men desmere ætsede Grundtvigianernes Kritik, som jeg var
opfødt med, og som Rasmus Nielsen havde skærpet hos de
fleste af mine Ligesindede indenfor Akademikernes Kreds.
— Det blev dog til Lykke ikke Kritiken, men et nyt, mere
positivt Livsmaal, som satte mig op imod at gaa den lærde
Vej, som jeg ellers havde visse arvede Anlæg for.
Jeg havde i Sommeren 1877 gjort en ny Jyllandsrejse og
havde paa den, efter Tilskyndelse af grundtvigske Venner,
første Gang besøgt
Askov Højskole
, hvor der holdtes et
fjortendages »Lærermøde« i August Maaned med omtrent
125 Deltagere fra alle Landets Egne. — Dette Møde gav
mig Indvielsen til min kommende Livsgerning.
Af Folkehøjskolerne havde jeg hidtil kun kendt Jørgen la
Cours i Lyngby, hvor vi Unge fra Birkerød nu og da kom til
offentlige Møder. Vi' hørte bl. a. gamle Frederik Barfod
holde nogle gode, men desværre altfor lange Foredrag om
Dronning Margrethes Tid. Frederik Jungersens klare, fri
sindede Taler var bedre egnede for os. En enkelt Gang fik
vi ogsaa Vilhelm Birkedal at høre og blev meget begejstrede
over hans romantiske Veltalenhed, hvoraf en rosenrød Sky
endnu staar paa min Erindrings Himmel. — Men først paa
Askov lærte jeg Højskolen at kende i sin rette folkelige
Kraft.