146 / 182
143
vigsk end Nørregaard, men i højere Forstand mere praktisk
end ham.
Efter Nørregaards Tale fulgte der en lang Forhandling
med mange værdifulde Indlæg. Blandt andre talte Vilhelm
Birkedal til Støtte for den store Plan. Men han ærgrede os
unge Venstremænd ved at sætte Folkehøjskolen til Opgave
at modvirke den falske Alliance mellem Aser og Jæ tter, som
han saae i »Det forenede Venstre«.
E t andet mærkeligt Afsnit i det indholdsrige Møde skyldtes
Rasmus Nielsens Vaabendrager
Rudolf Schmidt,
der traadte
op som en Ugle mellem Krager i denne Forsamling af folke
lige Grundtvigianere. — Han holdt et langt, vel udarbejdet
Foredrag. Men hans overlegne Tone og filosofiske Taleform
skurrede stærkt mod de grundtvigske Ordføreres jævne Stil,
og Talen gik aabenbart de fleste Tilhørere over Hovedet. —
Jeg maa tilstaa, a t jeg »lo kækt derad«, ligesom Student
Grundtvig i 1802 havde gjort under Steffens’ filosofiske
Forelæsninger. Men ved nu paa mine gamle Dage at læse
Rudolf Schmidts Tale igen, kan jeg ikke nægte, at den
havde været en bedre Skæbne værd. Han talte nemlig om,
at alle de Lystanker, som Grundtvig med sit »intuitive
Geni« havde udkastet, ikke kunde bære deres fulde Frugt,
hvis hans Disciple ikke magtede a t klare dem til en viden
skabelig Livsanskuelse, der kunde tage Kampen op med
den videnskabelige Naturalisme, som nu blev udbredt gen
nem engelsk Filosofi og fransk Æstetik. Han nævnte derhos
med Bitterhed, a t det grundlæggende Arbejde, som Rasmus
Nielsen og han selv i den Henseende havde gjort, syntes at
være aldeles upaaagtet blandt Højskolens ledende Mænd, og
udtalte et svagt Haab om, at der i Fremtiden vilde blive
bedre Ørenlyd derfor.
Dette Optrin staar nu for mig som virkelig tragisk. —
Rudolf Schmidt var vistnok en lige saa begavet Mand som
Rasmus Nielsen, han kunde i al Fald udtale deres fælles