151 / 182
148
Levnedstegning af ham og deri dvælet ved vort personlige
Samliv, især i de unge Dage, behøver jeg ikke her a t gaa
nærmere ind paa dette Hovedkapitel i mit Livs Historie.*
Skønt Jakob Knudsen og jeg begge var Præstesønner med
samme kristne Tro og samme grundtvigske Livsanskuelse,
var det dog snarere Modsætningen end Ligheden imellem os,
som drog os til hinanden. Mens jeg var præget af mange
Slægtsleds Kultur, der havde svækket det umiddelbare Liv
i mig og gjort mig mere reflektert, end godt var, var hans
Sjæleliv skudt lige op fra den solide Arv i en kraftig jydsk
Bondeslægt. Han var et anderledes helstøbt og karakter
fuldt ungt Menneske end mig. Ja , han var den mest kærne
fulde Personlighed, som jeg hidtil havde lært at kende. Og
jeg beundrede ham i høj Grad derfor. Paa den anden Side
beundrede han vist den gode menneskelige Dannelse, som
*) Min Bog om Jakob Knudsen, der udkom 1918, er skrevet mere
umiddelbart ud af min Sjæl end mine andre Bøger. Jeg blev, da den ud
kom, lastet af nogle Kritikere, fordi jeg talte saa aabent om hans pri
vate Livsforhold. Dette kunde jeg tage mig let, da jeg vidste, at det
ikke var gjort for at bringe Sladder til Torvs, men for som Ven at for
klare de Begivenheder i hans Liv, som blev omtalt uforstaaende i vide
Kredse omkring i Landet. Derimod gik det mig meget nær, at enkelte
Udtalelser i Bogen saarede hans Nærmeste, som jeg dog allerhelst vilde
have glædet med mit Mindeskrift. Der er f. Eks. nogle Vendinger i min
Omtale af hans Stilling til Forsvarssagen, som jeg af den Grund vilde
ønske uskrevne. Men især maa jeg fremhæve følgende, virkelig uhel
dige Sætninger i Bogen Side 191— 192: »Han var ikke bange for at
smigre for dem, han skulde tjene sit Brød iblandt, eller bukke lovlig
dybt for dem, der kunde gavne ham med deres Anbefaling. Men lige
fuldt var han altid rank paa sit eget Omraade, og selv en dristig »For
retningsløgn« bragte ham aldrig til at tabe Skelneevnen mellem Løgn
og Sandhed i sit »private« Liv.« — Jeg erkender, at disse Udtalelser
uden nærmere Forklaring let kan kaste en uretfærdig Skygge paa min
redelige Vens Eftermæle. De har sat en Plet paa min Bog, som jeg
kunde ønske at kradse ud. Gid de i al Fald ikke maa sætte nogen Plet
paa Mindet om den sandhedskærlige Jakob Knudsen! Skammen derved
er udelukkende min.