156 / 182
153
Øre, og vi deklamerede hans Vers saa tit, at vi snart kunde
en Mængde af dem udenad. — Allerede i Latinskolen havde
Dr. Pingel vakt min Sans for Drachmanns Poesi. Mens jeg
boede paa Fælledvej, udkom Bogen »Derovre fra Grænsen«,
som for en Tid bragte mig til at tro paa Alvoren i Drach
manns Danskhed. Hvem kunde læse Digtet: »Hvad er det
for støtte Mænd —«, uden a t frydes ved den ny fædrelandske
Tone, der var lagt ind i et ellers realistisk Syn paa vor sidste
Kamp om Sønderjylland! — Men ikke mindre blev vi hen
revne af de rent lyriske Slag i Luften, der kom i hans næste
Digtsamlinger, som naar han, uden stor Vederhæftighed,
men i Sprogets friskeste Ord forkyndte, at — »ovenover
Skyerne er Himlen altid blaa!«
Jakob Knudsen digtede Melodier til flere Drachmannske
Sange, f. Eks. Smedesvendens Vise i »Prinsessen og det
halve Kongerige«: »Farvel, du lille Ravnekrog!« og Sommer
sangen: »Og saa gik jeg til Søen ned —«.
De Toner flettede sig ind i vore egne Sjæles sværmeriske
Haab om Elskovs Lykke, der netop dengang spirede frem
hos os begge.
Venskabet med Jakob Knudsen bragte nyt Liv ind i min
aandelige Tilværelse. Men nu kommer jeg til den Oplevelse,
som dog gav min Ungdomstid og hele mit senere Liv dets
rigeste Fylde. Turde jeg skrive frit derom, vilde det vist
blive værdt at læse. Men da jeg veed, at alle stærke Ord
straks vilde blive »strøget af Censor«, maa jeg nøjes med saa
nøgternt som muligt at berette de historiske Kendsgerninger,
i det Haab, a t gode Læsere vil forstaa en halvkvæden Vise.
Efter Sommerferien 1877, da jeg flyttede til København,
kom der en ung Pige ved Navn
Johanne Lange
i Huset hos
Mantzius for at passe deres lille Dreng Aage. Hun var født
den 4. August 1860 i Dronningens Tværgade i København og