155 / 182
152
mig tiltalt af den engelske Filosofi, der havde en god Tals
mand i Harald Høffding. »Determinismen« blev et Slagord,
og den Tanke, at alting i vort naturlige Liv, ogsaa Sjælelivet,
er underlagt Aarsagsloven, faldt saaledes ved mig, at jeg
erkendte den for Sandhed. Desmere arbejdede jeg paa at
søge et Menneskes Frihed i det Aandsliv, der stammer fra
Guds Aabenbaring. I denne Dualisme fandt mine Tanker
varig Hvile.
Den ny, saakaldte »realistiske« Digtning byggede paa den
videnskabelige Determinisme. Men det faldt mig aldrig ind
at tage Digterne, enten J . P. Jacobsen og Holger Drachmann
eller Bjørnson og Ibsen, til Læremestre paa dette Omraade.
Jeg tror egentlig, Jakob Knudsen med sin poetiske Natur
kom til at lægge mere Vægt paa deres »Forkyndelse« end jeg.
Men vi var ellers godt enige om at smile lidt overlegent ad
deres Anskuelser for des mere at skatte Skønheden i deres
Digtning.
Det er et herligt Ungdomsminde, jeg har, om vor fælles
Læsning af Skønliteraturen, der udkom i Slutningen af
Halvfjerdserne og ind i Firserne. — Ingen af os deltog nogen
sinde i de almindelige Studentergilder. Men naar vi sad ene
to sammen med en af de mange Bøger, som udkom hos
Gyldendal, og læste den højt for hinanden, enten i hans
Værelse hos Frk Bruhn eller paa Regensen i de stemnings
fulde historiske Omgivelser, saa blev det til et Gilde paa To-
mandshaand, der tit trak langt ud paa Natten, skønt det
kun var den aandelige Vin, sammen med nogle Piber Tobak,
der udgjorde Anretningen.
»Vi læste alt, hvad der udkom af Bjørnson og Ibsen, Lie
og Kielland, J . P. Jacobsen, Drachmann og Schandorff.
Nordmændene og J . P. Jacobsen satte vi højest fra Ind
holdets Side. Men den Digter, som vakte stærkest Stemning
hos os, var dog Holger Drachmann. Det dejlige danske Sprog
i hans forvovne Lyrik sang og klang længe efter i vore