153 / 182
150
— Vi var meget optagne af den moderne Arvelighedslære,
og i Lys af den saae jeg noget skæbnesvangert i, a t jeg
stammede fra »en gammel Slægt« uden store Reserver. Den
Omstændighed, at Far og Mor var i saa nær Familie med
hinanden, forstærkede dette Indtryk. Vel mente jeg, at
dette gav visse formelle Evner hos mig en usædvanlig Ud
vikling. Men til Gengæld savnede jeg den Strøm af umiddel
bar Livsfølelse, som dog er Kraftkilden til et rigtig frodigt
Menneskeliv. Mine Stemninger var ganske vist mangfoldige,
men jeg fandt dem kun løst forbundne med Kærnen i min
Personlighed. Jeg kunde i mismodige Øjeblikke faa en For
nemmelse af, at denne Kærne var ved at visne. Jeg trængte i
høj Grad til mere
Liv,
hvis jeg ikke snart skulde havne i et
klogt og klart Formvæsen uden indre Fylde. Netop i Kraft
af min stærke Refleksion saae jeg kun Redning derfra ved
at give mig det folkelige Liv i Vold, som maatte kunne blive
et Genfødelsens Bad for min fattige Sjæl.
Religiøst frygtede jeg langt mere for Dødens end for
Syndens Magt. Og det var min inderste Trøst, at den al
mægtige Gud kan skabe nyt Væld selv i en sandet Ørken. —
For Jakob Knudsen derimod var en saadan Tomhedsfølelse
temmelig fremmed. Det var ikke Fylde men Fred, han stadig
sukkede efter under de stærke Brydninger, der foregik i hans
frodige Sind. — Man vil heraf forstaa, a t det var en lykkelig
Livstilførsel, jeg fik, da vi to, paa en Maade, som ikke lader
sig forklare, virkelig aabnede vore Fljerter for hinanden.
Jeg slap derved ud af Ensomhedens Fare, og han fik maaske
ved mig noget mere Lys over sit dybe, men dunkle Indre,
der havde vaandet sig under en anden Art af Ensom
hed.
Dybere kan og vil jeg ikke pejle dette Venskab, som blev
en stor Guds Gave til mig i min vanskelige Ungdomstid. Men
derimod maa jeg fremhæve, hvor frugtbart det blev for min
aandelige Udvikling, at vi to, saa forskellige som vi var,