159 / 182
156
Men vi var jo meget unge, og jeg turde endnu ikke tale til
hende om mine Følelser. Derimod gjorde jeg i Sommeren
1878 et Besøg hos Mantzius paa Grimmerhus ved Middelfart,
hvor Johanne var med for at passe Aage, og vi færdedes
sammen et Par Dage i Selskab med flere andre unge, livlige
Piger i den dejlige Egn.
I Foraaret 1879 fik jeg at vide, at hun til Majdag skulde
bort fra Birkerød. Hun havde frimodig taget Plads som Ene
pige paa en Bondegaard i Koldingegnen. Dette gav mig Mod
til det afgørende Skridt. Paa en Spaseretur til Ebberød,
Skærtorsdag den 10. April 1879, friede jeg til hende, saa
godt jeg kunde, og fik hendes Ja . Dermed var Pagten
sluttet imellem os, men jeg kan ikke sige, at jeg følte mig i
»den syvende Himmel«, da vi kort efter maatte skilles uden
at have lært hinanden nærmere at kende.
Jeg havde »beraadt mig med Gud« om denne Sag, men
ikke »med Slægt og Venner«. Og da mine Nærmeste ikke
blev særlig glade ved denne Forlovelse mellem to saa unge
Mennesker, kun 18 og 19 Aar gamle, tab te jeg lidt af den
sikre Tro paa Fremtidslykken, men lærte til Gengæld at
bygge mit Haab paa noget dybere end Forelskelsen. Jeg
gav Sagen i Guds Haand, og deraf tror jeg, at vort Samlivs
store Velsignelse er oprundet. — E t Solglimt var det for mig,
da jeg efter min Kærestes Bortrejse første Gang besøgte
hendes moderlige Veninde Fru Johanne Meyer. Hun saae
paa mig med sine klare Øjne og sagde: »Naa, saadan ser De
ud! Jeg har tit spurgt mig selv: Hvem bliver den lykkelige
unge Mand, som vinder den Prinsesses Hjerte!«
I Sommerferien besøgte jeg min Kæreste paa Skovdrup-
gaard i Seest Sogn. Hun mødte mig paa Vejen som en blomst
rende Bondepige, der hver Dag malkede en halv Snes Køer,
og hun sang som før Bjørnsons Viser med et glad Hjerte. Vi
vandrede sammen over til Lejrskov Præstegaard. Ved Mid
dagsbordet dær deklarerede Pastor Knudsen uden videre