164 / 182
161
_kommes i vor Skrøbelighed. Hans Prækener var altid korte,
og hans hæse Røst dannede en underlig Modsætning til hans
lyse, næsten forklarede Aasyn. Gang paa Gang nævnede
han Jesus Kristus’ Navn med en Inderlighed, der vidnede
om, at han havde givet sig helt i Vorherres Haand. Jeg
maatte tænke paa den gamle Apostel Johannes, som kunde
lægge hele sit Livs Erfaring ind i de enfoldigste Ord om
Jesus Kristus som vor Frelser fra Synden, Døden og Djæve
len. Ja , saaledes stod Helveg med Aandens dybe Glød og
talte »som Guds Ord«, — et Menneske, der havde faaet
Naade til at samle alt i det hellige Navn, som rummer det
evige Liv.
Og det blev Liv for os, naar vi sang:.
O, Kærligheds Aand!
Det evige Liv i Fuldkommenheds Baand!
O, smelt du vort Hjerte ved Højaltrets Ild,
Og klar du Jordklimpen i Solglansen mild,
Som glade vi føle: os skabes i Bryst
De Levendes Lyst!
Ludvig Helveg havde Ry som dansk Kirkehistoriker. Fra
den Side havde jeg kendt ham i adskillige Aar. Han blev
Æresdoktor i Theologien ved Universitetsjubilæet i 1879.
Men det var, som denne Hæder nu var aflagt for en højere
Glans, et Genskin af Livets Krone om hans snehvide Haar.
— Vi samledes med Ærefrygt om ham i hans gæstfri Hjem,
hvor hans Søster Henriette var Værtinde, da han længe havde
været Enkemand. — Hans Broder, Stadslæge Helveg, var
ogsaa en meget ædel Mand, der helt ud sluttede sig til
Menigheden og frisindet støttede det folkelige Arbejde, som
stod i Forbindelse med den. — Her mødtes jeg første Gang
med Morten Eskesen, der holdt Friskole i Bjerggade. Hans
barnlige Tro paa Aanden kunde ingen tvivle om. Men det
var dengang almindeligt, at man smilede ad hans naive
Livsopfattelse og rystede paa Hovedet ad hans mange
Holger Begtrups Levned.
11