166
den moderate Luft paa Fyn, hvor »Fyns Tidende« hørte til
min daglige Læsning. Men Lindbergs Ord rettede mig virkelig
i samme Øjeblik ind i det radikale Kompagni. Jeg har aldrig
saa kendelig oplevet, hvad et Ord i rette Tid kan virke paa
en ung Sjæl, der ellers gør sig til af a t være selvstændig. Det
burde have været mig en Mindelse om, at jeg ikke egnede
mig til at blive Politiker, da det altid var Personerne og ikke
Sagerne, som gjorde dybest Indtryk paa mig!
I det Aar, jeg var paa Fyn, tog jeg Del i adskillige folkelige
Møder. Jeg var til Mikkelsdagsmøde paa Koids Skole, hvor
hans Svoger Lebæk dengang var Forstander, og hørte dær
Rosendal og Lindberg tale. Paa Klavs Berntsens Friskole i
Højby hørte jeg første Gang Ernst Trier, og hans varme
Tale om Friskolelivet greb mig stærkt. Paa Ryslinge over
værede jeg en Forhandling om de kirkelige Frihedskrav,
som blev indledet af den veltalende Andreas Leth. Saaledes
kom jeg ind i det kristelige og folkelige Livsrøre, og har fra
den Tid kunnet regne med Folkelivet som en afgørende
Faktor i min aandelige Udvikling. — Jeg kunde ikke være
kommet noget Sted i Landet, hvor Bølgen af det grundt
vigske Aandsliv slog mig saa mildt og fyldigt i Møde som
paa denne herlige 0 , hvor alle folkelige Rørelser lige fra
den gudelige Vækkelses Tid har haft saa rig en Blomstring.
Det var et aandeligt Bad for min Sjæl, der forberedte mig
udmærket til min senere Gerning. Jeg blev fyldt med Tanker
og Følelser, som udvidede mit danske Hjertelag og fik Bugt
med den Frygt for selvisk Indtørring, som før havde plaget
mig.
Jeg fik ogsaa Lejlighed til saa smaat a t prøve mine egne
Evner i Folkelivets Tjeneste. — I Landsbyen Aasum, øst
for Odense, var der i de Aar en Kreds af yngre Bønderfolk,
som var stærkt optagne af Folkeoplysningens Fremme. Der
var især en Gaardmand ved Navn Hans Christian Rasmus