165 / 182
162
Vers i Grundtvigs Stil, f. Eks. »Jordskue«, en rimet Geografi
i samme Form som »Krønnike-Rim«, men uden disses digte
riske Fynd. Det var først, da han nogle Aar efter optog sin
enestaaende Gerning i Sønderjylland, og da Alderen lagde
et forsonende Skær over hans uskyldige Selvoptagethed, at
jeg rigtig lærte at skønne paa denne sjældne Mand, i hvem
Folkeligheden var levendegjort paa den skønneste Maade.
Til den Helvegske Kreds hørte Grosserer Christian Faber,
som ogsaa udæskede Kritiken, ved sin mærkelige For
ening af barnlig Tro og verdslig Handelsaand. Han og
Hempel dannede Modpoler indenfor Kredsen, men levede
dog paa en venskabelig Fod med hinanden. Jeg blev Hus
ven hos Fabers og fik især mange alvorlige Samtaler med
hans Hustru. Der blev holdt flotte Selskaber dær af et
mærkelig blandet Præg. Faber kunde f. Eks. ved et overdaa-
digt Bord, hvor der sad flere Grosserere uden aandelig Sans
i lystig Samtale, paa een Gang foreslaa, at vi skulde synge:
»Kærlighed fra Gud«. Grossererne maabede, og vi andre
kunde ikke rigtig komme i opbyggelig Stemning derved.
Men Faber selv sang for af et godt Hjerte.
E t andet velhavende Hjem, som jeg fik Adgang til, var
Vinhandler F. W. Heys i Vestergade, hvor der vankede
udmærket Rødvin og kraftig Genever. Hey var Værge for
St. Knuds Kirke, men ellers ikke særlig kirkelig. Derimod
var de fleste af hans Børn hengivne Venner af Ludvig
Helveg. Husets ældste Søn, Præsten Alfred Hey, var en af
Hempels bedste Venner. Naar han kom til Højstrup, for
talte han meget om Otto Møller, som han tit besøgte i
Gylling. Heys fem ugifte Døtre var prægtige Mennesker,
der omgikkes meget med Hempels. De kom tit op paa Høj
strup sammen med Helvegs unge Kapellan Emil Koch og
den ældre, ugifte Skolebestyrer Nicolaj Gregersen. Vi kaldte
dem »den lille Menighed«, og naar de kom, kunde vi være
sikre paa en herlig Aften med Sang og livlig Samtale om alt,